Big Mac vil til tops på Daytona

Big Mac alias Roskilde-drengen Jan Magnussen starter for sjette år i træk sin racersæson med 24 timers løbet på Daytona i Florida. Det sker sidste weekend i januar, 30.-31., og det bliver første ræs for den lille store kører siden oktober, da han blev kørt af banen i sin Corvette C6.R på Laguna Seca.
På Daytona stiller Magnussen op i GT klassen i en bil fra hans amerikanske arbejdsgiver General Motors. Jan Magnussen har vundet sejre i de øvrige sportsvognsklassikere Le Mans, Sebring og Petit Le Mans, men til trods for, at han de seneste år har været med i kampen om sejren, er det endnu ikke lykkedes ham at vinde løbet på Daytona og dermed vinde det eftertragtede Rolex Daytona ur.
Og til trods for en stærk GT klasse med foreløbig 26 tilmeldte biler er Jan Magnussen ikke i tvivl. I år går han stenhårdt efter titlen og det ærefulde ur.
- Nu skal det være, siger Jan Magnussen.
- Det har været tæt på de foregående år, men desværre har vi næsten altid haft uheld undervejs. Løbet på Daytona er meget hårdt ved bilerne og det gælder om at komme igennem uden uheld. Banen har nogle lange strækninger, hvor man kører på ovaldelen, men på infield er banen snæver og her er der ofte kontakt mellem bilerne, så det drejer sig om, at finde den rette balance mellem at køre stærkt og passe på grejet.
Ved løbet på Daytona må Big Mac forvente hård konkurrence fra køreren Bergmeister. Manden, som sendte Magnussen i muren tilbage i oktober, og somi Florida stiller til start for Porsche.

Publiceret 08 January 2010 11:15