Et knivoverfald og grov vold kostede en 44-årig mand 10 måneder bag tremmer. (Foto: Erling J.)

Et knivoverfald og grov vold kostede en 44-årig mand 10 måneder bag tremmer. (Foto: Erling J.)

Knivstikker skal bag tremmer

En 44-årig mand skal i fængsel i 10 måneder for at have overfaldet to mænd og stukket den ene med kniv

Af
Thilde Lejre

10 måneder bag tremmer. Det er, hvad en 44-årig mand kan se frem til for en juliaften sidste år at have overfaldet to mænd på parkeringspladsen ved institutionsbygningen Udsigten i Roskilde. Desuden skal han betale erstatning til de to ofre på godt 89.000 og 12.000 kroner. Den 44-årige gav den ene mand et knytnæveslag i ansigtet og tog halsgreb på ham. Herefter slog han en anden mand i ansigtet, så han faldt ned på jorden. Det fremgår af anklageskriftet.
Da manden lå på jorden, kastede den 44-årige sig over ham og pressede en finger ind i hans øje. Derefter trak han en kniv frem, som han stak manden i låret med. I mellemtiden var det første offer kommet på benene og var på vej væk, men den 44-årige løb efter ham og stak også ham i låret.
Den 44-årige var desuden tiltalt for vold mod to kvinder, som han overfaldt i en varmestue i Næstved, ligesom han også var tiltalt for hærværk og besiddelse af narko i Næstved. Mandens kniv og hash blev konfiskeret, ligesom hahn også måtte af med en erstatning på godt 8.500 kroner for hærværket i Næstved. Den 44-årige var fængslet i arresten i Roskilde frem til 21. december, hvor dommen blev afsagt. Han valgte ikke at anke rettens afgørelse og skal fortsat sidde fængslet, til dommen skal afsones.

Publiceret 08 January 2010 03:00