Vejsalt og masser af det er nødvendigt for at holde Roskildes veje trafiksikre i denne strenge vinter.

Vejsalt og masser af det er nødvendigt for at holde Roskildes veje trafiksikre i denne strenge vinter.

Vejene sultne efter mere salt

Matrielgården har salt på lager til den kommende uges strenge frost. En forværring med nye snefald kan tømme beholdningen i utide

Af
Jeppe Olsen

Vinteren har bidt sig fast, og selvom Roskilde ikke oplever nordjyske tilstande under dyner af sne, skal der hele tiden følges op på trafiksikkerheden på kommunens knap 800 veje.
- Vores primære våben er salt, som vi kan bruge på forskellig vis og i forskellig mængde pr. kvadratmeter vej. Om vi strøer saltet eller bruger saltlage afhænger af, hvor tørt det er, og hvor meget sne, der ligger, fortæller Carsten Leth, driftleder på Materielgården.
Matrielgårdens folk tager hver dag talrige prøver rundt omkring på vejene. På baggrund af prøverne kombineret med data og vejrvarsler fra DMI vurdere folkene, om der skal saltes yderligere og i hvilken grad.

Tonsvis af salt er brugt

Men som vinteren har artet sig siden nytår, har det hver dag været nødvendigt at salte forskellige steder i kommunen i forskellig grad.
Det betyder, at saltforbruget har været enormt. Små 2.000 tons salt havde de lokale veje krævet pr. fredag 8. januar svarende til adskillige vognlæs. Et tydeligt bevis på, at denne vinter er den værste i mange år, hvad kulden angår. Snemæssigt har Roskilde og omegn været værre udfordet et par gange det seneste årti.
Til spørgsmålet, om Matrielgårdens salt-lager forslår til den varslede vejrudsigt, svarer Carsten Leth:
- Vi var ved at være presset i bund for få dage siden, men fik nye forsyninger frem i tide. Vi har salt nok til en uge mere, hvis vejret forbliver stabilt, men koldt som vi har set det siden nytår.
- Kun hvis der kommer voldsomme snefald, kan vores beholdning komme i bund lidt hurtigere end godt er.

Grus i maskineriet

Meget streng frost er en anden fjende mod trafiksikkerheden. Selv nok så meget salt batter ikke en brik, når vinteren sender termometeret ned under seks-syv minus-grader celcius. Minus otte grader og koldere gør saltet virkningsløst.
- Så må vi overveje at bruge grus. Og det er lige før vi har det i tankerne allerede nu.
Carsten Leth forklarer videre, at kommunen har inddelt sine mange veje i tre kategorier. Kategori et er de mest befærdede på centrale beliggenheder og har højeste prioritet for saltning og snerydning. I kategori tre finder man vejene med få biler og på afsides adresser, hvor indsatsen skønnes mindre nødvendig.
Udover kommunes egne folk indgår en række vognmænd i vinterbredskabet. De er tilmeldet en vagtplan udarbejdet allede kort efter sommerferien og arbejder efter rutekort, når vinteren viser tænder som nu. På Matrielgården får de påfyldt salt plus instruktioner om at bruge det korrekt udfra den givne vejr-situation.
Roskilde Kommune køber i øvrigt sit vejsalt fra et firma, der udvinder salt af vandet i Mariager Fjord.

Publiceret 08 January 2010 14:15