Svar fra Superbest

Det er med stor beklagelse, at jeg må konstatere, at en sag imellem en kunde og min butik, skal være genstand for et surt læserbrev. Det er selvfølgelig yderst uheldigt, at man til et middagsarrangement, står med et stykke vacumpakket kød, der er behæftet med fejl. Vi har op til jul og nytår, solgt mange hundrede vacumpakkede stege uden reklamationer, men der vil desværre altid være en minimal risiko for, at man kommer hjem med et stykke kød, hvor kvaliteten ikke er som man forventede. Sagen er némlig, at netop vacumpakket kød, bliver leveret færdigpakket til butikken, og vi således ikke umiddelbart, kan fange et evt uheldige kødstykke i vores daglige kvalitetskontrol. I den aktuelle sag, kan det undre mig, at Ane og Lars fortsætter tilberedningen af køddet, velvidende at det var behæftet med fejl/sur lugt. Jeg har selvfølgelig undskyldt mange gange overfor Ane og Lars over det skete, og samtidig tilbudt dem et nyt stykke kød efter eget valg, samt nogle flasker vin, eller pengene tilbagebetalt, samt vin. Begge dele blev dog til min store undren blankt afvist, da deres indgangsvinkel til episoden, var enten en ny festmiddag for 14 personer, eller dårlig medieomtale. Jeg påpegede overfor Ane og Lars, at jeg følte at det nu var en pressionssag, som vi var ude i, men at det ikke ville ændre på det, som jeg kunne tilbyde i erstatning. De forlod butikken uden at tage imod mit tilbud, hvilket jeg stiller mig undrende overfor. Mvh Kim Voss Butikschef SuperBest Holbækvej.

Publiceret 08 January 2010 03:00