(Colourbox).

(Colourbox).

Indbrud i landejendom i Tureby og tricktyverier mod ældre i Ringsted

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra tirsdag den 12. januar kl. 07.00 til onsdag den 13. januar kl. 07.00.

Indbrud i landejendom – Tureby .
Tirsdag kl. 15.23 anmeldte en ejer af en landejendom på Rødbylundvej i Tureby, at der kort forinden havde været indbrud. En dør blev brudt op, men det vides endnu ikke, om der blev stjålet noget.
Anmelder kunne fortælle, at mens hun var ved at anmelde forholdet til politiet, henvendt en kvinde sig på stedet og fortalte, at hun var sygeplejerske.
Anmelder fortalte kvinden, at det troede hun ikke på, og at hun var i gang med at tale med politiet. Det fik den fremmede kvinde til straks at forlade stedet. Der p.t. ingen beskrivelse af kvinden, som kørte fra stedet i en ukendt bil.
Har nogen haft en lignede oplevelse, vil lokalpolitiet i Køge meget gerne vide det. Ring 114.
Tricktyveri i beboelse – Ringsted.
Kl. 17.49 anmeldte en 82-årig kvinde fra Brogade i Ringsted, at kort forinden havde en kvinde henvendt sig på bopælen og udgivet sig for at være hjemmeplejer.
Kvinden blev lukket ind, og gik straks ud i køkkenet, hvor hun bad om et glas vand. Begge var i køkkenet i nogen tid, og den 82-årige fattede mistanke til kvinden og bad hende gå igen. Det gjorde hun, og den 82-årige opdagede da, at en ukendt person havde været inde i soveværelset, hvorfra der blev stjålet smykker.
Kl. 18.22 indgik der anmeldelse fra en 87-årig kvinde fra Søgade, som også havde haft besøg af tyve. En kvinde henvendte sig til den 87-årige på hendes bopæl, og fortalte, at hun boede i ejendommen, og at der rendte vand ned i den 87-åriges køkken.
Kvinden gik straks ud i køkkenet, og den 87-årige gik efter. Hun kunne dog ikke se nogen vandskade, men hun så til gengæld en anden kvinde, som gik ind i soveværelset.
Den 87-årige smed straks de to kvinder ud, men opdagede, at der nu var stjålet penge fra soveværelset. Hun beskrev de to kvinder som sigøjnertyper, ca. 165 cm høje og almindelig af bygning. Begge havde sort hår. Intet om påklædning.
Politiet kan ikke udelukke, at det er de samme, der har stjålet fra de forurettede i både Brogade og Søgade.
Lokalpolitiet i Ringsted vil gerne tale med vidner, der har set noget, eller som har oplysninger i sagen. Ring 114.
Politiet advarer endnu engang om at man ikke lukker personer ind, man intet kendskab har til.

Publiceret 13 January 2010 11:30