En 26-årig mand skal i retten for at have tævet og truet en ung kvinde (Foto: Erling J.).

En 26-årig mand skal i retten for at have tævet og truet en ung kvinde (Foto: Erling J.).

Ville skære kvindes brystvorter af

En 26-årig mand tilfangetog, truede og tævede en ung kvinde

Af
Thilde Lejre

En nat i august sidste år udviklede sig til et rent mareridt for en 20-årig kvinde. En 26-årig mand holdt den 20-årige fanget i flere timer, tævede hende og truede blandt andet med at skære hendes brystvorter af. Det fremgår af anklageskriftet. Manden havde tvunget den unge kvinde ud i en bil, der var parkeret et sted i Roskilde. Her slog han hende i hovedet og på kroppen flere gange. Han hev hende også i håret og slog hende med en kødøkse. Den 26-årige sagde til kvinden: - Jeg vil smadre dig, og du skal dø. Herefter svingede han et baseballbat mod hende og holdt kødøksen mod hendes hals, mens han sagde: - Jeg vil skære dine brystvorter, fingre og tæer af. Den 26-årige holdt kvinden indespærret i bilen, og i noget af tiden var hun lukket inde i bagagerummet. En anden kvinde på 18 år så overfaldet på den 20-årige kvinde. Derfor truede manden den 18-årige i håb om, at hun ikke ville gå til politiet og fortælle om overfaldet. - Hvis du siger det til nogen, finder jeg ud af, hvem du er, og hvor du bor, og så bliver det værst for dig selv, sagde den 26-årige mand. Herefter kørte manden den 20-årige kvinde til Brøndby i bilen. Her holdt han hende indespærret på en adresse, til politiet dukkede op og anholdt ham. Men manden var ikke tilfreds med at blive anholdt, og han forsøgte to gange med en times mellemrum at slippe ud af politiets kløer. Manden havde dog ikke held til at undslippe politiet, og han sidder nu i Vestre Fængsel. Den 26-årige har tidligere været i besiddelse af stoffer, og desuden har han flere trafikforseelser på samvittigheden. I alt skal manden i retten for 19 forhold. Han skal møde i Retten i Roskilde 19. og 20. januar.

Publiceret 14 January 2010 03:00