(Colourbox).

(Colourbox).

Karlslunde Badminton på vej mod 3. Division

Af
Per Møller

Karlslunde Badminton i 3. Division - det bliver måske en realitet, efter at klubbens førstehold i lørdagens sidste kamp i grundspillet sikrede sig en eftertragtet plads i oprykningsslutspillet, med en sejr ude over Point København med 11-2.
Vejen er hermed banet for en tilbagevenden til de fornemste rækker i dansk badminton, som Karlslunde i mange år ikke har været i nærheden af.
- Klubbens målsætning var inden sæsonstart at bevare vores status i Danmarksserien. Vi rykkede op i sidste sæson, og ingen havde forestillet sig, at vi skulle være i stand til at spille om omrykning til 3. Division i vores første sæson i Danmarksserien, siger den ene af de to spillende trænere, Thomas Gadegaard.
Sejren ude mod Point København blev grundlagt allerede i første runde, hvor Karlslunde bragte sig foran 4-0 efter de 2 mixdoubler og 2 damesingler.
Herefter gik det videre til en føring på 8-0 efter de 4 herresingler, som alle sejrede sikkert.
- Vi var utrolig tændte på netop denne kamp, da vi inden kampstart vidste, at vi kunne spille os i oprykningsspillet. Det er en fornøjelse at være træner, og konstatere hvor koncentrerede og motiverede vores spillere kan være, når det virkelig gælder, tilføjer den anden spillende træner Michael Andreassen.
Karlslunde Badminton har i de seneste 2 sæsoner oplevet en stor spillertilgang, som har været med til internt at skærpe konkurrencen blandt spillerne, og dermed niveauet generelt.
- Klubben har formentlig aldrig fungeret bedre, og både spillemæssigt og socialt, er det et rigtig godt sted at være, siger Thomas Gadegaard.
- Det er lykkedes os, at få konkurrencen tilbage, og flere ældre spillere har genoptaget karrieren, hvilket igen har bidraget med et højere niveau og stabilitet, supplerer Michael Andreassen.
Klubbens to trænere står i spidsen for 1. og 2. holdet, samt de ugentlige træninger i Karlslunde Hallerne, og har endvidere etableret et badminton koncept for de 16-22 årige talenter, som ikke umiddelbart får spilletid i andre klubber.

Publiceret 18 January 2010 16:00