Politiet søger vidner til groft overfald

En 24-årig mand er anholdt i en voldssag, men politiet efterlyser vidner, der kan kaste lys over sagen

Politiet efterforsker i øjeblikket et groft overfald, hvor en 32-årig mand blev slået flere gange i hovedet med en billardkugle og med knyttet hånd i ansigtet. Første del af overfaldet skete inde på Interpool natten til søndag, men den 32-årige har også været udsat for vold uden for værtshuset. Tilsyneladende har der ikke været diskussioner eller andet mellem parterne før volden. En 24-årig mand fra Roskilde er anholdt og sigtet i sagen. Han fik anholdelsen opretholdt 3 gange 24 timer ved et grundlovsforhør søndag.
Politiet har talt med flere vidner til volden, der foregik inde på værtshuset, men vil gerne tale med endnu flere vidner. Politiet vil også meget gerne i kontakt med vidner, der har set, hvad der foregik uden for Interpool, efter de to mænd var kommet udenfor. Politiet mener, at der er flere involverede i volden såvel uden for som inde på Interpool.
Den forurettede blev ilde tilredt ved overfaldet, og han er nu overført til et sygehus i Københavnsområdet til behandling af kraniebrud og muligvis et brud på nakkehvirvlen.
Vidner kan henvende sig til lokalpolitiet i Roskilde, voldssektionen, på tlf. 114.

Publiceret 18 January 2010 13:58