(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Politiet søger vidner til groft overfald på Interpool i Roskilde

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker et groft overfald, hvor en 32-årig mand blev slået flere gange i hovedet med en billardkugle og slået med knyttet hånd i ansigtet.
Første del af overfaldet skete inde på Interpool natten til søndag, men den 32-årige har også været udsat for vold uden for værtshuset. Tilsyneladende har der ikke været diskussioner eller andet mellem parterne før volden.
I forbindelse med sagen er en 24-årig mand fra Roskilde sigtet i sagen. Han fik anholdelsen opretholdt 3x24 timer  ved et grundlovsforhør søndag.
Politiet søger vidner både udenfor og indenfor på værtshuset Interpool.
Politiet har talt med flere vidner til volden, der skete inde på værtshuset, men politiet vil gerne tale med endnu flere vidner. Politiet vil også meget gerne tale med vidner, der har set, hvad der foregik uden for Interpool efter forurettede og sigtede var kommet uden for.
Politiet har den opfattelse, at der er flere involveret i volden såvel ude som inde på Interpool.
Den forurettede blev ilde tilredt ved overfaldet, og han er nu overført til et sygehus i Københavnsområdet til behandling af kraniebrud og mulig brud på nakkehvirvel m.v.
Vidner kan henvende sig til lokalpolitiet i Roskilde, voldssektionen, tlf. 114.
pm

Publiceret 18 January 2010 16:00