Højelse Vinkælder har åbnet nye selskabslokaler.

Højelse Vinkælder har åbnet nye selskabslokaler.

Højelse Vinkælder åbner selskabslokaler

Højelse Vinkælder har indrettet selskabslokaler med plads til 80 gæster.

Af
Martin Rasmussen

"Livet er for kort til dårlig vin"
Sådan lyder mottoet i Højelse Vinkælder, hvor Lena og Aage Lundager nu har fået endnu mere plads til deres jævnlige vinsmagninger, lige som de fremover kan tilbyde rummelige selskabslokaler til eksempelvis private fester eller firmaers dagsmøder.
Parret har renoveret en længe på 250 kvadratmeter og indrettet lokaler med anretterkøkken, som kan rumme op til 80 gæster. Dertil kommer, at man så snart temperaturen stiger en anelse vil indrette en gårdhave, hvor der også bliver plads til selskaber.
Og der lader til at være stor interesse for de nye faciliteter. Allerede inden de stod færdige var der booket 13 arrangementer.
Højelse Vinkælder holder sin næste vinsmagning fredag den 12. februar klokken 19.
Temaet er "Mine store vine", og det betyder, at Aage Lundager finder nogle af sine topvine frem fra kælderen.
- Det er virkelig en mulighed for at smage noget unikt. Der vil blive serveret en let anretning sammen med vinene, fortæller han om arrangementet, som koster 349 kroner at deltage i.
Der er også vinsmagning i Højelse Vinkælder fredag den 5. marts klokken 19. Her er temaet "Shiraz vs Syrah".
- Vi skal smage australsk Shiraz imod Syrah fra Europa. Australiens nationaldrue testes mod andre lande. Også her vil der blive serveret en let anretning sammen med vinene, fortæller han om arrangementet, som koster 249 kroner at deltage i.
Tilmelding kan ske på mail: lundager@hoejelsevinkaelder.dk eller tlf. 2540 2212. Der er plads til 50 deltagere.

Publiceret 29 January 2010 06:00