(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Køge får gavn af gratis S-tog

Gratis S-tog den første søndag hver måned

TRAFIK: Fra og med søndag den 7. februar kan alle køre gratis med S-toget den første søndag hver måned.
Det giver gode muligheder for at tage på oplevelse i hovedstadsområdet fra Køge. For andre fra hovedstadsområdet bliver det gratis og dermed mere attraktiv for eksempel at komme til og fra Køges shopping- og kulturtilbud.
Hovedstadsområdet byder på mange attraktive tilbud, som det nu bliver gratis at tage S-toget til den første søndag i hver måned.
Det gælder naturligvis også for Køge, som blandt andet kan tilbyde Køge Museum og KØS, der er Danmarks specialmuseum for kunst i det offentlige rum.
- Vi har en helt enestående samling der bl.a. rummer den orginale gipsmodel til Den lille Havfrue og Bjørn Nørgaards skitser til Dronningens Gobeliner i fuld størrelse.
Frem til september i år viser vi udstillingen Kunst til de kongelige om den fascinerende proces bag 10 danske kunstneres udsmykning af Kronprinsparrets kommende bolig på Amalienborg.
- Vi forventer bestemt flere besøgende den første søndag i måneden, når det nu bliver gratis at tage S-toget, museumsdirektør Christine Buhl Andersen fra KØS.

Søndagsåbent og gratis søndag

Alle butikscentre og en lang række andre butikker holder åbent den første søndag i hver måned. Med gratis S-togtransport bliver det endnu mere oplagt at handle om søndagen.
- Den første søndag i måneden er en stor shoppedag for rigtig mange storkøbenhavnere. De får nu en mulighed for nemmere og hurtigere at komme til og fra de butikker, eller det indkøbscenter, de gerne vil shoppe i. Nemmere og hurtigere, fordi de ikke behøver at tænke på billet eller på at bruge tid på parkering af bilen. Vi håber, at gratis søndag med S-toget vil få vores kunder og potentielle kunder til at tænke S-tog ind som en integreret del af shoppesøndagen, siger salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall.
Udover shopping gør tilbuddet det nemmere og hurtigere at komme til en lang række søndagsbegivenheder.
- Der sker rigtig meget andet i hovedstadsområdet om søndagen. Nu kan man f.eks. tage hele familien gratis med i toget, hvis man skal i skoven, og man kan oven i købet kombinere turen med at tage cyklen gratis med, fortæller salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall.

Gratis søndag er nemlig det andet af en række tilbud, som lanceres i begyndelsen af 2010, hvor S-tog sætter fokus på, at det er nemt og hurtigt at tage S-toget.
Det første tilbud om, at man kan tage cyklen gratis med S-toget, blev lanceret den 15. januar og varer ligesom gratis søndag foreløbig resten af 2010.
pm

Publiceret 29 January 2010 09:00