Liselotte Carslund her med kunstneren Per Kjelds malerier ved sin side.

Liselotte Carslund her med kunstneren Per Kjelds malerier ved sin side.

Bevæbnet til tænderne – med kunst

Selvom interiøret i Lystrup Tandlægecenter er blevet skiftet ud gennem de seneste år, så er interessen for kunst stadig en del af klinikken.

Af
Af Andreas Bo Jensen

For ti år siden overtog Liselotte Carslund Lystrup Tandlægecenter fra den tidligere ejer Karl Huber. De sidste ti år har tandlægen udviklet sig til et mere klinisk sted, hvor hvide vægge er synonym med renlighed. Udstyret er blevet udviklet med digitaliserede røntgenbilleder, mundkameraer og bedøvelsesinstrumenter uden kanyle. Lugten af tandlæge, som mange forbinder med ubehag, kæmpes der mod ved at indespærre alle lugtende effekter i et skab med udsugning. Men ikke alt er blevet udskiftet - nogle ting er stadig ved det gamle. For ligesom Karl Huber er Liselotte Carslund også glad for farver og kreativitet. Karl Hubers tandlægeklinik var fyldt med farver på væggene, sjovt tapet og hans venskab med kunstneren Asger Jorn sikrede ham flere små kunstskatte til klinikken.
"De billeder Karl Huber havde af Asger Jorn, måtte jeg desværre ikke købe med, da jeg overtog klinikken for ti år siden, så nu har jeg selv fundet kunst, jeg synes, passer ind," forklarer Liselotte Carslund med et glimt i øjet.

Smag, men ikke forstand

Liselotte Carslund mener ikke, at hun har forstand på kunst. Men hun har en smag for kunst, som hun selv siger det. Senest har Liselotte Carslunds smag resulteret i indkøbet af to glasmalerier af Eva Haraldsted, som nu hænger i loftet over to af klinikkens fire tandlægestole.
"Glasmalerierne er lavet i flere lag, og et af lagene er bykort over Lystrup og billeder fra Bystævnet. Jeg er meget glad for dem, fordi de har historier i sig," siger Liselotte Carslund, som har ni kolleger i Lystrup Tandlægecenter. Foruden glasmalerierne af Eva Haraldsted har Liselotte Carslund blandt andet værker fra de lokale kunstnere Per Kjeld og billedkunstneren Janni Vad i klinikken. Alt sammen skal være med til at give kunderne i Tandlægecenteret en bedre oplevelse, fortæller Liselotte Carslund.
"Vi tænker nok mere på kundepleje nu, end man gjorde før i tiden, fordi man kan shoppe tandlæger som man shopper frisører nu til dags. Men kunsten er her nu lige så meget for vores egen skyld."

Publiceret 01 February 2010 08:30