BKB-bestyrelsesmedlem Finn Buch Petersen.(Pressefoto).

BKB-bestyrelsesmedlem Finn Buch Petersen.(Pressefoto).

Finn Buch afviser kritik

Af
Martin Rasmussen

BKB : - Jeg har lige som de øvrige bestyrelsesmedlemmer modtaget en mail med en vurdering fra advokaten. Den giver mig ret i mine antagelser, og den glæde ville jeg gerne dele hurtigst muligt med medlemmerne af BKB.
Sådan forklarer BKB-bestyrelsesmedlem Finn Buch Petersen sin henvendelse til pressen, og han afviser at have gjort noget forkert ved ikke at give bestyrelsen lejlighed til at drøfte sagen først.
- Sådan et brev skal ikke hemmeligholdes. Det skal ud til medlemmerne, siger han med reference til, at advokatens vurdering kan få betydning for stemningen ved den kommende generalforsamling, hvor det skal afgøres, om foreningen skal lukkes eller bevares med et nyt formål.
- De (flertallet i bestyrelsen, red.) er jo bare blevet sure over, at tingene ikke går deres vej, og nu går de så efter manden i stedet for bolden, siger Finn Buch Petersen, der også afviser, at han skal have overfortolket budskabet fra advokaten.
- Jeg er ikke ansvarlig for mediernes fremstilling. Det eneste, jeg har sagt, er, at det efter min opfattelse åbner mulighed for, at foreningen kan føre sagen på medlemmernes vegne, siger han.

Publiceret 19 March 2010 12:00