FC Roskildes frontløber Jeppe Kjær blev søndag dobbelt målscorer, da de lyseblå slog de gulklædte jyder. Her er Kjær på spil i Horsens-forsvaret i den modsatte kamp i Roskilde i efteråret. (Foto: Erling J.)

FC Roskildes frontløber Jeppe Kjær blev søndag dobbelt målscorer, da de lyseblå slog de gulklædte jyder. Her er Kjær på spil i Horsens-forsvaret i den modsatte kamp i Roskilde i efteråret. (Foto: Erling J.)

FCR gjorde det umulige i Horsens

Jeppe Kjær score for de lyseblå til både 0-1 og senere til 2-3 i kampens sidste minut

Af
Jeppe Olsen

Kun de aller største jubel-optimister havde krystalkugle-kigget FC Roskildes søndagssejr over Horsens ud på forhånd.
Selv at forudse en uafgjort krævede før kickoff FCR-entusiasme i mere end middelsvær grad. Men spillerne ville det anderledes. I kampens sidste minut smuttede lille og kvikke Jeppe Kjær imellem tre-fire passive Horsens-spillere og tilførte med det afgørende mål jyderne forårets første nederlag.
2-3 stod der mindre mirakuløst på Casa Arena i Horsens måltavle.
- Det var næsten et større tyveri, end dengang guldhornene forsvant, griner FCR-træner Martin Jungsgaard.
- De undervurderede os helt klart i første halvleg, men kom i omdrejninger og rullede os over i anden halvleg.

Var under jysk belejring

- I anden halvleg er vi belejret, og da de har bragt sig foran 2-1, presser de massivt for at gøre det til 3-1. De kommer heldigvis ikke nærmere end tre stolpeskud. Johnsen (målmand Martin Johnsen, red.) hiver den ene mirakelredning efter den anden op af hatten, siger den glade træner videre.
Som tophold og storfavorit pressede Horsens videre. men blev på grund af blottelser bagude ofre for FC Roskildes glimrende omstillingsspil.
Fire minutter før tid pandede forsvarets nye krumtap, Casper Grønn, udligningen til 2-2 ind efter et frispark.
Og med de sidste sandkorn på vej ud af timglasset blev Jeppe Kjær Matchvinder.
- Jeppe (Kjær, red.) scorer også til 1-0 i første halvleg, og det var både godt og vigtigt, at han kom i gang, siger træneren.
Han fremhæver dog holdet mere end enkelte og giver fuld-blomstrende roser til hele den lyseblå bande. Men siger så:
- I første halvleg var Niclas Rønne banens bedste, og vi havde faktisk fortjent at føre.

Stor kamp af den store

- I anden halvleg kommer Toke Morsing, Rasmus Tangvig og Nikolaj Helby på banen og gør det fantastisk. Og Poul Hübert spiller igen en stor kamp. De har mange problemer med at holde ham.
Jungsgaard glæder sig selvsagt meget over de tre point, som betyder, at FC Roskilde nu er avanceret tre pladser siden vinterpausen. Femte sidste og med fire point til stregen finder man Roskilde-holdet ved et tabel-kig.
- Men jeg interesserer mig ikke meget for tabellen, før alle 30 kampe er spillet. Vi har den aftale at spille alle kampe som en finale. Det fortsætter vi med, siger trænere.

Opskriften ser ud til at virke, for FC Roskilde har nu høstet syv point ud af ni mulige i foråret.

Det skriver Horsens Folkeblad

"... AC Horsens spillede langt bedre i anden halvleg efter en halvsløj indsats i de første 45 minutter, og Simon Nagel varmede med et skud på stolpen op til Gilberto Macenas føringsmål. Dermed lignede det en ny sejr til AC Horsens, men i slutfasen gik AC helt ned med flaget. Først fik Casper Grønn lov til at udligne efter frispark med fem minutter igen, og i det 89. minut tøvede tre-fire AC-spillere, så Jeppe Kjær kunne sikre Roskilde en højest ufortjent sejr. FC Roskilde åbnede målscoringen efter en halv time, da hjemmeholdet blev fanget i Roskildes berygtede omstillingsspil. Poul Hübertz strøg til baglinjen og for næsen af Søren Jochumsen kunne lille Jeppe Kjær score til 1-0. AC Horsens havde tre skud på stolpen, men det kunne ikke ses på måltavlen..." Midtugekamp i Slagelse FC Roskilde møder onsdag 14. april FC Vestsjælland på Slagelse Stadion. Kampen skulle have været spillet 21. marts, men blev udsat på grund af banens tilstand.

Publiceret 12 April 2010 11:45