Udvalg dropper bilfrit torv

Teknik- og miljøudvalget aflyser sommerens bilfri lørdage på Torvet i Køge og vil nu drøfte sagen med blandt andre handelsstandsforeningen.

Af
Martin Rasmussen

Sommerens bilfri lørdage på Torvet i Køge bliver alligevel ikke en realitet.
Byrådets teknik- og miljøudvalg har i denne uge besluttet at droppe de planlagte bilfri lørdage, og dermed har udvalget ophævet den beslutning, som det tidligere udvalg traf så sent som i december på sit sidste møde inden nytårets vagtskifte i byrådet.
I december besluttede et flertal i det gamle udvalg med Socialdemokraterne i spidsen, at den bilfri periode skulle omfatte maj, juni, juli og august, mens Venstre dog opfordrede til, at ordningen skulle tages op i forbindelse med den kommende ændring af torveregulativet, og Finn Buch Petersen (D) stemte imod.
Nu er hele udvalget enige om, at droppe de bilfri lørdage i år og i stedet drøfte sagen med de relevante parter.
- Når vi alligevel snart skal lave om på hele torveregulativet, så er det naturligt, at dette punkt også bliver en del af drøftelserne. Og så synes jeg ikke, at det giver mening at have støj på linjen i forbindelse med beslutningen om torveregulativet, som skal række mange år frem i tiden, siger formanden for teknik- og miljøudvalget, Erling Larsen (S), med reference til den bekymring, som de bilfri lørdage har skabt i byens butikker.
Flere butikker har berettet om faldende omsætning under sidste års forsøgsordning med bilfri lørdage på Torvet, men nu lægges der altså op til en samlet drøftelse af sagen med Køge Handelsstandsforening, stadeholderne på Torvet og andre interessenter i forbindelse med den allerede planlagte revision af torveregulativet.

Publiceret 12 April 2010 06:00