Så blev der taget hul på målscoringen efter blot 4 minutters spil. Kenny Olsen sender en bold ind over og Carsten Pedersen sætter hovedet på, scorer og hyldes. Fotos : Ole Mik

Så blev der taget hul på målscoringen efter blot 4 minutters spil. Kenny Olsen sender en bold ind over og Carsten Pedersen sætter hovedet på, scorer og hyldes. Fotos : Ole Mik

Avedøre brugte hovedet

Fremragende første halvleg i topopgøret hjemme mod Svebølle

Det var fra første fløjt gæsterne fra Svebølle fik at mærke, hvad der ventede dem på Avedøre Stadion. I det første minut overløb Patrick Nordahl Svebølles målmand og prikkede bolden forbi ham men måtte se sit forsøg afværget af det øvrige forsvar. Til gengæld var der ingen nåde, da Kenni Olsen efter bare 4 minutters spil sendte et perfekt indlæg ind i hovedet på Carsten Pedersen, der sikkert omsatte muligheden og dermed lagde grunden til en forholdsvis sikker 4-1 sejr.

Kort efter var det så Niklas Myhrmann, der brugte hovedet efter hjørnespark, hvorefter Carsten Pedersen blev spillet alene igennem og afsluttede på den ene opstander. Her var der gået 8 minutter. Efter 23 minutters spil blev det 3-0, da Kenni Olsen igen viste sine evner for at lægge boldene det sted, hvor det gør rigtig ondt på modstanderen. Her var det Toke Svendsen, der var stødt med frem, der havde sidste hoved på indlægget. Toke Svendsen scorede også til 4-0, men måtte se sit mål blive annulleret af dommeren for et frispark forinden. Avedøre gik til pausen med en føring på 3-0, der var fuldt fortjent. Svebølle havde en chance i de første 45 minutter, men her var målmand Tony Brogaard på sin plads. Den lange målmand skulle komme i fokus i 2. halvleg, hvor gæsterne lagde ud med et voldsomt og massivt pres på Avedøres bageste kæde, der havde lidt svært med at håndtere situationen. Svebølle lagde en ekstra angriber frem, og fik flyttet spillet dybt ind på Avedøres banehalvdel, så Tony Brogaard måtte diske op med et par redninger af de store. Efter 4 minutters spil fik Svebølle tilkendt et straffespark i en situation, hvor Toke Svendsen var steget til vejrs og havde vundet luftduellen. Dommeren skønnede så, at Toke Svendsen havde bruge en modstander som springbræt og dermed trykket ham ned, og det var ikke lige til at se. Svebølle skød hårdt og præcist til målmandens højre side, og her lå Tony Brogaard ude i fuld længde og fik pareret bolden op på overliggeren. En super redning, men glæden blev kort, idet Svebølle fik overlistet Avedøres forsvar to minutter efter, hvor kampens 4. mål også blev scoret med hovedet. Det var trængselstider for Avedøre, der glemte at gøre de ting, som holdet havde været dygtige til i de første 45 minutter. Der blev sparket befriende væk i stedet for at holde i bolden, løbe for hinanden og kombinere, men Avedøre fik lidt mere luft, da Svebølle blev reduceret til 10 mand midtvejs i 2. halvleg. 10 minutter før tid blev først Nick Ilsø og siden Nicklas Iversen indskiftet, og de to fik afgjort kampen definitivt. Nicklas Iversen blev sendt af sted på højrekanten med masser af plads og tid, og hans indlæg hoppede Carsten Pedersen over. Det endte i stedet for fødderne af Nick Ilsø, der scorede fladt i det korte hjørne. - Vi brugte mange kræfter i de første 45 minutter, fortalte træner Jan Christensen efter kampen. - Men vi blev bange for at spille bold med Svebølle og kom dermed for meget under pres. Det skal vi væk fra fremover. Jeg var også lidt overrasket over det pres, Svebølle lagde på os, men en fortjent sejr, synes jeg... - På lørdag gælder det så kampen mod Rishøj i Rishøj, og det bliver igen et topopgør. Rishøj består af rigtig mange spillere fra Køge, og de er et dygtigt mandskab... eb

Publiceret 27 April 2010 09:00