Herluf Rasmussen.

Herluf Rasmussen.

- HVAD SKETE DER DEN 9. APRIL 1940?

Det spørgsmål havde TV 2 bedt HERLUF RASMUSSEN om at stille til en 9. klasse i folkeskolen i anledning af årsdagen for tyskernes angreb og invasion af Danmark:

Var den meget vigtige dato i vort lands historie gået i glemmebogen og helt ukendt i vor generation af unge?

Efter aftale med TV2, der i forvejen havde drøftet sagen med skolens ledelse, fik jeg at vide, at jeg på Risbjergskolen, som jeg i forvejen kendte særdeles godt, skulle møde en 9.klasse og spørge dem, om de vidste, hvad der skete den 9. april 1940. Det blev en dejlig og lærerig oplevelse. Sammen med klassens lærer og TV2s reporter og fotograf kom vi ind i klasseværelset, hvor en blandet klasse af piger og drenge tog imod. Fra lærerens plads på katederet skulle jeg så forsøge at hive noget viden om den skelsættende dato ud af eleverne. Klassen var linet op, alle sad på deres pladser, de var alle velklædte og meget soignerede, og med venlige miner tog de imod deres ¿lærervikar¿. Hvad siger datoen jer? Hovedspørgsmålet var naturligvis, hvad betyder den 9. april for jer, siger datoen jer noget? Der blev ikke råbt i kor, men flere rakte fingeren i vejret og svarede, at det var den dag tyskerne overfaldt Danmark. Hvad betød det for Danmark, - gjorde vi modstand eller overgav vi os hurtigt? Her var svarene præget af, at man i nyere tid har skrevet mange bøger om modstandsbevægelsen, og da jeg var blevet præsenteret som aktiv modstandsmand under besættelsen kom der naturligvis spørgsmål om detaljer. Hvad lavede jeg den 9. april? Jeg måtte fortælle, at jeg var ligeså overrasket som det meste af befolkningen, da de mange fremmede flyvemaskiner fløj ind over København og kastede løbesedler ned. Det varslede onde tider for Danmark, men københavnernes medfødte nysgerrighed overvandt frygten, da de så de fremmede soldaters adfærd, da de gik i land på Langelinie. Det var ikke langt fra at kunne sammenlignes med den velkomst engelske og amerikanske marinere fik, når de i fredstid var på flådebesøg i København. Det blev også hurtigt glemt, at få dårligt udrustede dansk soldater af Stauning-Munch regeringen blev overladt til den visse død, da de fik besked på at forsvare Danmark. Hvorfor denne ofring af gode danske soldater, det spørges stadig?. Jeg fik naturligvis også nogle spørgsmål om, hvad jeg havde lavet under besættelsen, og det kom også frem, at nogle vidste, at jeg både havde været med til at sabotere virksomheder, som arbejdede for besættelsesmagten og likvidere danske, som sammen med tyskerne berygtede politi Gestapo gjorde indhug i den danske modstandsbevægelse og var årsag til, at mange blev idømt hårde fængselsstraffe eller henrettet. Hvordan var det at slå et andet menneske ihjel? Det var et af de spørgsmål, som blev stillet mig. Mit svar var: Det var nødvendigt at dræbe de mennesker. som man med sikkerhed vidste arbejdede som stikkere for Gestapo. Vi var i krig, og en krig kræver ofre. Jeg tror, mange af de unge betragtede modstandskampen som et spændende eventyr. Mange havde set filmen om ¿Flammen og Citronen¿, men jeg måtte i den forbindelse fortælle, at modstandskampen var knap så eventyrlig som filmen giver det udseende af. Modstandskampen var en benhård kamp ikke imod den uniformerede besættelsesmagt, men imod de danske, der samarbejdede med Gestapo for at fange og dræbe danske modstandsfolk. Danske stikkere og virksomheder, som arbejdede for den tyske rustningsindustri, var vores mål. Hvordan undgik man at komme i Gestapos klør? Omtanke og forsigtighed og ikke mindst tavshed og hemmeligholdelse af det arbejde, man udførte, var gode og enkle regler, som desværre ikke alle fulgte. Fjendens betalte stikkere fandtes overalt med åbne ører og øjne. De fik mange modstandsfolks skæbne på deres samvittighed. Derfor var det ikke svært at udføre et drab på en stikker. Godt stof, men... Mødet med den 9.klasse fik desværre ikke den omtale i TV2s nyhedstime, som den fortjente. De mange relevante spørgsmål som de meget interesserede og begavede elever stillede burde have været godt stof. En elev spurgte mig, om jeg bar nag til Tyskland i dag. Jeg måtte svare, at det gør jeg ikke. Tyskland er i dag vor allierede i kampen mod den terror, som breder sig og bør bekæmpes. Jeg gik fra mødet med følelsen af, at der stadig er håb for Danmark med så levende og interesserede unge, som både forældre og skole og lærere kan være stolte af. Det er jo deres fælles værk, og mit helt private håb er, at samarbejde mellem forældre og lærere vil blive fremmet og støttet på alle områder. Med venlig hilsen Herluf Rasmussen


Risbjerg

Risbjerg

Publiceret 27 April 2010 09:00