HVORFOR OVERHOLDT POSTEN IKKE FRISTEN?

VIGGO JENSEN om Ældrebrev og ¿valg:

I Hvidovre Avis 13-04-10 kritiserer en Ældrerådskandidat den forsinkede udsendelse af valgkort til det nu overståede Ældrerådsvalg, men kritikken er ikke rettet mod nogen bestemt, så der menes måske kommunen?

Allerede tirsdag 06-04-10 ankede jeg med email til både Ældrerådet og til Hvidovre Kommune. Ældrerådet har endnu ikke besindet sig til at svare, men jeg blev dagen efter ringet op af kommunens kontaktperson (som anført i de officielle meddelelser i Hvidovre Avis), der fortalte, at hun hos Post Danmark havde undersøgt årsagen til, at nogle breve først blev udbragt tirsdag i uge 14 - og altså ikke i uge 13, som var fristen. Post Danmark bekræftede, at brevene var afleveret rettidigt fra kommunens leverandør, og var gået rettidigt gennem Post Danmarks system indtil Hvidovre Posthus fik brevene til videre fordeling! Så spørger jeg bare, hvorfor Hvidovre Post ikke har overholdt fristen? Måske kan vi få et svar fra Postmesteren? Om valget er det anført, at en stemmeprocent på 15,9 er et pænt resultat - hvordan forklarer man så de ca. 85%, altså ca. 9.500 borgere, der ikke har stemt? Med venlig hilsen Viggo Jensen

Publiceret 27 April 2010 09:00