André Pedersen fra Køge Beach Party (tv) i selskab med de fleste medlemmer af vinderholdet på Merkantils første år. (Privatfoto).

André Pedersen fra Køge Beach Party (tv) i selskab med de fleste medlemmer af vinderholdet på Merkantils første år. (Privatfoto).

Fra skovtur til strandtur

Ti studerende fra Køge Handelsskole kan godt finde strandstolene frem, for de har netop vundet billetter til Køge Beach Party på Merkantils store aktivitetsdag i Åshøjskoven.

UDFORDRING : Kom ud i naturen og få udfordret fysik og hjerne!  Sådan lød opfordringen onsdag den 21. april til 240 studerende og deres undervisere på Merkantil ungdom.
Aktiv Fritid stod bag dagens aktiviteter, som både bød på fysiske anstrengelser og vitaminer til de små grå. De studerende kæmpede mod hinanden i hold og dagens store præmie var billetter til musikfestivalen Køge Beach Party.
Kamp til stregen
Konkurrencerne spændte vidt fra test i individuelle discipliner til opgaveløsning, som lagde op til samarbejde og koordinering.
- Vores studerende fik rig mulighed for at prøve kræfter med f.eks. skydning med bue og luftgevær. Og for machofolket var der konkurrencer i armstræk, fortæller elevcoach og medarrangør Morten Rasmussen.
- I fællesskab blev de studerende stillet over for fx kryptiske gåder og konkurrence i bårefræs, hvor fire skulle transportere en femte på båre. Alle fightede – og mange var jo nok ansporet ved tanken om præmien, indrømmer en smilende Morten Rasmussen.
Dagens vindere blev Carsten Sundebos tutorhold, og de kan se frem til at kunne udskifte praktisk skovtøj med solcreme, strand og god musik.
Holdet består af Luca Visti Bare, Erik Christensen, Anders W. Guttenborg, Ronni T. Hansen, Nikolaj F. Hentze, Anders Jerkel, Katja Kristensen, Kasper W. Nielsen, Stine Katrine Ane Pedersen og Michelle Petersen. Alle er studerende på Merkantils første år.

Fællesskab i fokus

- En ret udbredt holdning blandt lærere og studerende var, at præmien var alt for flot, fortæller Morten Rasmussen med et grin.
- Skuffelsen over ikke at vinde var simpelthen for stor. Men nu handler det jo ikke om at vinde, men om at være med, siger han med et tvetydigt glimt i øjet og fortsætter,
- Og i det lys, så fik vi alle noget ud af det nemlig oplevelser og sammenhold.
Arrangementet var det første af sin art på Køge Handelsskoles Merkantil-afdeling, men det bliver nok ikke det sidste.
- Det har været en stor succes, og det har vist sig at være en rigtig god måde at ryste de studerende sammen på.  Aktiviteterne var så radikalt anderledes fra det vi gør til hverdag, og det har åbnet op for nye sider hos de studerende og givet nye rammer for samvær, siger en glad Morten Rasmussen.
pm

Publiceret 29 April 2010 17:15