Gaseksplosion sendte brønddæksel ca. 40 meter op i luften

Simpel ukrudtsafbrænding ved Risbjerggård var tirsdag årsag til en gaseksplosion på Hvidovrevej

Medarbejdere fra Vej & Park fik sig en gevaldig overraskelse, da de tirsdag var i færd med at bekæmpe ukrudt ved 7-9-13-bygningen på Hvidovrevej.

Da en medarbejder brændte ukrudtet foran bygningen antændte han helt uvidende gas i kloaksystemet. Gassen stammede tilsyneladende fra en utæt gasledning. - Vi har jo ikke været på Risbjerggård i over et år, men tirsdag var folk fra Vej & Park netop gået i gang med området, da en medarbejder brændte af ved en lille rist på pladsen foran 7-9-13-bygningen, fortæller driftsleder for parkdrift Hanne Kold. - Efterfølgende skulle det så vise sig, at han dermed fik sat ild til noget bygas, der lå i kloakledningerne. Ilden trak igennem til næste brønd og helt ud til vejbrønden (på Hvidovrevej, red.), der er et dæksel, der er spændt fast, så det ikke kan hoppe, fortæller Hanne Kold. Den antændte gas var imidlertid så kraftig, at brønddækslet blev presset af og sprang et godt stykke op i luften. En medarbejder, der stod 10-12 meter fra vejbrønden vurderede efterfølgende, at det tunge dæksel sprang ca. 40 meter op i luften og faldt direkte ned igen. - Gudskelov røg det så højt op i luften at alle nåede at stoppe, og gudskelov var bussen lige kørt fra stoppestedet, fortæller Hanne Kold. Gasselskabet undersøger nu, hvor lækagen stammer fra og dernæst er det Hvidovre Forsyning, der skal undersøge kloaknettet for skader efter eksplosionen. key

Publiceret 15 June 2010 04:00