Ludvig Wacker er en regulær medaljesluger. Senest med to titler ved DM.

Ludvig Wacker er en regulær medaljesluger. Senest med to titler ved DM.

RCRs Ludvig Wacker dobbelt dansk mester på landevej

Onsdag kan alle børn og unge kvit og frit tage de først tråd mod egen cykelkarriere, når RCR arrangerer medaljeløb på Dyrskuepladsen

Sejrs-maskinen Ludvig Wacker fra Roskilde Cykle Ring trådte sig til tops med to titler ved DM landevej for børn- og unge i weekenden. På den jyske asfalt omkring Holstebro satte han først bedste tid af alle i U11 klassen på den 10 kilometer lange enkeltstart.
Næste dag sejrede han i linjeløbet og sikrede sig den unikke ære som dobbelt danmarksmester. Tæt på, men lige udenfor medaljerne var klubkammerat Anders Mielke med sin ganske hæderlige fjerdeplads i enkeltstart og femteplads i linjeløb i den ældre klasse U13.

Wacker sidder på alt

Ludvig Wacker er en af de mest vindende ryttere indenfor en og samme sæson i den hjemlige cykelhistorie. Den ene sejr efter den anden er i år faldet tæt som leddene på en cykelkæde til det purunge fænomen fra Roskilde.
Udover DM har han også to SM-titler i hus plus alle titler indenfor både banesporten og cykelcross. Dertil kommer etapeløbs-sejre og laurbær fra løb i Berlin.

Gratis medaljeløb

Alle håbefulde rytterapsiranter kan i øvrigt møde op på Dyrskuepladsen onsdag 1. september og forsøge sig som Ludvig Wacker-light. Med mulighed for at falde for sporten og optræne det eventuelle medalje-gen.
Med start klokken 18 arrangerer RCR gratis prøveløb på en lukket og bilfri rute. De fremmødte bliver inddelt i grupper efter alder. Det foregår på egne cykler, gerne skolecyklen, og med egen hjelm.
Se mere på: www.rcr.dk.

Publiceret 23 August 2010 11:45