Politi:

Drengestreger på togskinnerne kunne have endt i ulykke

Uddrag af Midt- og Vestsjællands Politis Døgnrapport for tirsdag og onsdag:
Færdselsuheld – Køge
Kl. 1047 kørte politiet til færdselsuheld på Lykkebækvej, hvor en 52-årig kvinde fra Fakse Ladeplads bakkede ud fra en parkeringsplads og ramte en anden bil, der blev ført af en 66-årig kvinde fra Køge. Den 52-årige var påvirket af spiritus og blev derfor anholdt og fik udtaget en blodprøve. Hun blev løsladt efter afhøring. Der skete kun materiel skade.
Skærver på togskinner – Lille-Skensved, Køge
Kl. 1347 blev anmeldt fra DSB, at der på jernbanesporene ved Ølsemaglevej var lagt skærver på sporene i tre omgange. Det første S-tog kørte over skærverne, medens to efterfølgende tog standsede og fjernede skærverne fra skinnerne. Der blev ikke set personer i området.
Det antages, at der er tale om drenge, der har "moret" sig med at ligge skærver på skinnerne uden at tænke på de alvorlige konsekvenser en sådan handling kan have, hvis et tog bliver afsporet.
Politiet fandt ikke frem til personer, der kunne sættes i forbindelse med sagen, men forældre i området opfordres til at tale med deres børn, så de forstår alvoren i at foretage sig noget lignende.
Indbrud i landejendom – Køge
Kl. 1033 blev anmeldt om indbrud på Lodskovvej, hvor en hvid Toyota Carina med tre personer i bilen kørte fra stedet. En rude knust til stedet. Et vidne bemærkede to personer, der muligt var udlændinge, der løb fra stedet og ud til bilen, der forsvandt ad Salbyvej mod Køge. Det vides ikke, hvad der er stjålet fra stedet.
Mistænkeligt forhold – Greve
Kl. 1100 bemærkede en anmelder, at to yngre mænd ringede på døren til en villa på Plantagevej. Anm. åbnede ikke døren, men bemærkede kort efter to unge i haven, hvor de blev set ved terrassedøren. De to unge flygtede fra stedet, da de så forurettede, der var inde i villaen. Det lykkedes ikke politiet at finde de pågældende, der blev søgt i området lige efter.
De beskrives som: mænd, udenlandsk herkomst, muligt pakistansk, 18 år, slank, iført hvid sweater og mørke bukser samt sort kasket. Den anden havde en sort sweater på men i øvrigt ellers samme signalement.
Slange retur – Roskilde
Kl. 1124 fik politiet anmeldelse om, at en Tiger Pyton, der den 010910 slap ud af sit terrarium nu var retur under trygge former. Slangen blev fundet af ejeren i soveværelset i en lejlighed på Gyvelvej.
Trusler – Ringsted
Kl. 2018 modtog politiet anmeldelse om trusler mod en 31-årig kvinde fra Jystrup-området, der blev truet af en 33-årig mand fra Ringsted. Politiet anholdt kl. 2105 den 33-årige, der nu sidder til afhøring hos politiet.
Politiets jurister vil torsdag formiddag vurdere, om den 33-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Blufærdighedskrænkelse – Roskilde
Kl. 2020 var en 22-årig kvinde fra Roskilde udsat for en blotter, der Ved Ringen/Ringparken blottede sig for kvinden. Manden beskrives som: Mand, 20-25 år, 175 cm høj, mørkt hår, almindelig af bygning, iført T-shirt, og hvid trøje samt lyse cowboybukser.
Kvinden gik hurtigt fra stedet, og politiet vil gerne tale med andre, der evt. har været udsat for noget lignende eller som har kendskab til blotteren. Ring til politiet på tlf. 114.
Indbrud i villa – Solrød Strand
Kl. 2142 blev anmeldt om indbrud på Nemovej, hvilket var sket på et tidspunkt i løbet af dagen.
En nabo bemærkede en bulgarsk kassebil, der kørte fra området. Naboen fulgte efter bilen. Det viste sig, at bilen ikke kunne sættes i forbindelse med indbruddet. Der var tale om avisbude, der var ude i lovligt ærinde. Politiet undersøgte bilen, men intet der tydede på tyveri.
Det vides ikke, hvad der er stjålet fra villaen.
red

Publiceret 09 September 2010 12:30