Kvinder tilbydes kursus i økonomi

"Kan du svare på følgende spørgsmål: Har du styr på økonomien? Og ved du hvordan, du står, hvis din mand går fra dig eller dør i nærmeste fremtid? Hvis ikke, så kom på kursus hos PARTNER Advokater, Ret&Råd Køge."
Sådan lyder opfordringen fra advokatfirmaet i forbindelse med et kursus, der henvender sig til kvinder i alle aldre, der gerne vil have tjek på deres økonomiske situation.
Under kurset vil formueforhold mellem ugifte samlevende og ægtefæller blive drøftet, og man vil få gode råd om, hvordan man kan sikre sig selv økonomisk.
- Specielt lægges der vægt på ny lovgivning omkring deling af pensionsmidler. Og vi vil kort gennemgå de væsentligste forhold i forbindelse med den nye arvelov, som trådte i kraft den 1. januar 2008. Der er også afsat tid til, at du kan få besvaret dine spørgsmål, lyder det fra arrangørerne.
Advokat Birgit Thrusholm og advokatfuldmægtig Louise Vigand Kryger underviser på dette kursus og arbejder til daglig med privatrådgivning bl.a. inden for skilsmisse, bodeling og forældremyndighed samt arv, gave og testamente.
Kurset afholdes af PARTNER Advokater Ret&Råd Køge, på KØS Nørregade 29, 4600 Køge, den 18. oktober 2010, kl. 19:00-21:00.
Tilmelding kan ske ved henvendelse på telefonnummer 56 67 16 00 eller på hjemmesiden www.ret-raad.dk/koege-privatkurser .
red

Publiceret 11 September 2010 10:00