Rishøj har haft en fin start på sæsonen med blandt andet et uafgjort imod Aarhus Fremad. (Arkivfoto: JCJ)

Rishøj har haft en fin start på sæsonen med blandt andet et uafgjort imod Aarhus Fremad. (Arkivfoto: JCJ)

Rishøj skal lægge afstand til bundholdene

Rishøj tabte i sidste weekend for første gang i denne sæson, men det skal meget gerne revancheres i eftermiddagens vigtige hjemmekamp imod Lindholm.
Rishøj-spillerne kom i sidste weekend lidt ned på jorden igen efter den fantastiske start i 2.division, hvor holdet efter fire kampe havde samlet otte point, hvilket rakte til en placering i toppen af tabellen. På Amager fik B1908 dog sat en lille kæp i hjulet på Rishøj-maskinen, da hjemmeholdet fortjent vandt med 3-0.
-Vi tabte til et bedre hold på dagen. De var fysisk bedre, og så havde de nogle rigtig gode spillere. 3-0 giver dog ikke et realistisk billede af kampen, for den stod 1-0 fem minutter før tid, og de første 50 minutter var der ingen chancer i kampen, men det var fortjent, at vi tabte, siger Rishøj-træner Jesper 'Købmand' Pedersen.
Nederlaget har dog ikke sat sig dybe spor hos Rishøj-mandskabet, hvor fokus nu udelukkende er på den meget vigtige hjemmekamp imod Lindholm.
-Vi vidste udmærket, at vi ikke kunne blive ved med at vinde, for niveauet er altså bare bedre her i 2.division, og kan vi få otte point i de næste fem kampe, som vi har samlet i de første fem, så vil jeg være meget tilfreds. Først gælder det dog Lindholm på lørdag, og det er en meget vigtig kamp, som vi meget gerne skal vinde. For mit fokus er først og fremmest på at få skabt afstand til bundholdene, siger Jesper 'Købmand' Pedersen om lørdagens modstander fra Lindholm, som i øjeblikket er tredjesidst i tabellen med tre point.
-De vandt den sidste kamp, så de har selvfølgelig fået tro på det, men i øjeblikket kender jeg intet til dem, og vi skal også først og fremmest ud og spille vores eget spil, siger Rishøj-træneren.
Fodbold / 2. division
RISHØJ - LINDHOLM
Lørdag klokken 15.00
Rishøj Stadion

Publiceret 11 September 2010 11:00