Mange mål og god underholdning i Tune

Der var underholdning for alle pengene på Tune Stadion lørdag eftermiddag, da Tune IF mødte Ishøj United.
Der var kun spillet 2 minutter, da Ishøj bragte sig foran, dog stod målscoren i klar offsideposition, men dommerens fløjte forblev tavs. I det hele taget var det ikke dommerens bedste kamp og han havde mange fejlkendelser begge veje.
Målet frustrerede Tune-spillerne, der efterfølgende ikke var helt klar, og det udnyttede Ishøj, til at score yderlige 2 gange inden for 10 minutter, så stillingen blev 0-3 inden Tune fik reduceret på et selvmål. Ishøj fik scoret yderligere 2 gange i 1. halvleg selvom Tune havde bolden mest, da Ishøj var utrolig effektive når de fik chancen.
Bagud 5-1 ved pausen måtte Tune gøre noget. Et par indskiftninger i 2. halvleg fik sat gang i Tune og efter 25 minutters spil havde Tune reduceret til 4-5.
Tune havde alt spil og alle chancer mod et Ishøjhold der virkede trætte, men udligningen kom aldrig. I stedet kunne Ishøjs bedste mand, da der manglede 2 minutter, afgøre kampen, da han fra baglinjen satte bolden i mål til kampens resultat 6-4 til Ishøj.
Som Tunes bedste blev Michael Gumark fremhævet.
Søren Petersen / Tune IF fodbold

Publiceret 12 September 2010 15:15