Pædagogisk camoufleret ulønnet børnearbejde

Kære Køge Festuge. Tak for en dejlig uge med noget god musik, som vi alle har nydt!
En anden ting, som både vi, vores børn, byens borgere og festivalens arrangører også har nydt godt af, er det gode initiativ, hvor ungerne kan stå for oprydning af plastkrus og tjene 50 øre pr. stk. Fremragende idé, pædagogisk og forældrevenligt, alment dannende for børnene og med til at sikre et pænt og rent Køge Torv og gøre den efterfølgende rengøringsopgave mindre for arrangørerne.
Men vupti, som det hedder, pludselig er initiativet forvandlet til gratis
børnearbejde. Faktisk kunne børnene med god ret have båret en t-shirt med
teksten ”idiot” på ryggen.
Boden, hvor børnene fik udbetalt ’lønnen’ for deres store indsats, var
nemlig lukket både fredag og lørdag aften! Begrundelse: ”Der var ikke
flere byttepenge”.
”Nå, det er der ikke noget at gøre ved”, sagde en mor til junior fredag
aften, ”vi gemmer dem bare og tager dem med i morgen lørdag og får pengene
dér”.
Men lørdag måtte junior da lige træde 20 cm tilbage, så der var plads til
en lang næse, for da var boden nemlig også lukket!
Tilbage står vi så der med sønnen på 7 år, som ikke kan forstå, at når han nu
har hjulpet og tjent lommepenge, hvorfor kan han så ikke få dem udbetalt!?
Hvorefter moderen tager til lommerne og udbetaler de penge, som
arrangørerne ellers skulle ha' udbetalt.
Fordi vi som familie trods alt ikke ville stå og være til grin foran et lukket telt. Og det endda efter, at vi 2 gange havde henvendt os ved VIP-indgangen og bedt om at komme til at tale med den, der stod for det telt! Men desværre ingen hjælp!
Øv for en dårlig oplevelse!

Publiceret 12 September 2010 16:00