En tilfreds lejer. Morten Schou viser frem i Essex Park Musicon, hvor han nu har nydt at bo i tre måneder. (Foto: Erlings J.)

En tilfreds lejer. Morten Schou viser frem i Essex Park Musicon, hvor han nu har nydt at bo i tre måneder. (Foto: Erlings J.)

Stor interesse for ungdomsboliger

Efter længere tid med mange tomme ungdomsboliger går det nu fremad med stormskridt

Af
Af Henrik Wanscher

Morten Schou på 21 er en glad mand. For tre måneder siden flyttede han ind i en af de nye ungdomsboliger ved Musicon, og han er hurtigt blevet rigtig glad for sit nye hjem. Han synes godt om atmosfæren, og Morten Schou har fået et godt socialt fællesskab op at køre. - Vi er seks-syv stykker der mødes ofte for at spise og hygge. To af dem kendte jeg før, jeg flyttede ind, men resten er nye venner, fortæller han.

Varierende udbud

For bare et halvt år siden var det muligt at finde frem til 150 tomme ungdomsboliger i Roskilde Kommune. Nu er det tal braget ned på 23. Det er et fald på 84 procent på omtrent seks måneder. Tallet lyder måske voldsomt, men ifølge udlejningskonsulent for RIU Lasse Harder, er det ganske normalt, at det går op og ned med antallet af ledige ungdomsboliger. - Presset på ungdomsboliger kører i cyklusser. Det allerstørste pres er netop her mellem august og oktober, hvor der er mange, der begynder på deres studier, siger han. Han mener ikke, at det er muligt at spå om fremtiden, men dog mener han, at erfaringen viser, at antallet af ledige ungdomsboliger igen vil stige. - Lige nu er det rigtig svært at finde billige ungdomsboliger i Roskilde, men de kommer igen, når folk falder til i deres studier og får tid til at finde andre boliger, siger Lasse Harder.

Ville bo i Roskilde

Det var aldrig noget problem for Morten Schou at finde en ungdomsbolig, for han var ude i god tid. - Det var min stedfar, der fortalte mig, at man var i gang med at bygge Essex Park Musicon. Jeg syntes det lød fedt, og jeg skrev mig straks op, forklarer han. Det var især beliggenheden, der tiltrak Morten Schou. Han vidste hele tiden, at han ville blive i Roskilde, så han overvejede aldrig at lede i for eksempel Trekroner. - Roskilde er sådan en dejlig by, og så er det perfekt, at jeg kan gå hjem, når jeg har været i byen, forklarer han.

Beliggenheden styrer

Lasse Harder fra RIU oplever også, at beliggenhed betyder rigtig meget, for de unge, når de leder efter bolig. Generelt er der langt flere, der gerne vil bo i Roskilde end i Trekroner. - Jeg forventer, at der hurtigt kommer til at være flere tomme ungdomsboliger i Trekroner. Det tror jeg helt klart har meget at gøre med beliggenhed. Det er jo ikke ligefrem, fordi det flyder med forretninger, cafeer og sådan noget derude, siger han. Men i følge Lasse Harder er mængden af ungdomsboliger i Roskilde Kommune generelt ved at overstige behovet. - Overraskende nok er Essex Park Musicon næsten fyldt, men de har også gjort en ihærdig indsats for at sælge det. Mit råd til Roskildes politikere ville være at skaffe flere uddannelsespladser, inden man bygger nye ungdomsboliger, siger han.

Helt op for volumen

For nu er Morten Schou bare rigtig glad for sit nye hjem. Han er elev, så huslejen på 4900 kroner om måneden virker ikke urimelig for ham, og han planlægger at blive boende i Essex Park Musicon, mindst indtil han bliver færdig med sin elevtid. For hans lejlighed har nemlig et ekstra trumfkort. - Det er fedt, at byggeriet er lavet af beton. Det betyder, at jeg kan spille musik næsten lige så højt, jeg har lyst til, uden at irriterer naboen, siger han og griner. Fakta Der er cirka 2000 ungdomsboliger og kollegieværelser i Roskilde Kommune. Ved siden af Essex Park Musicon er man ved at bygge yderligere 92 ungdomsboliger som skal hedde Noden. Selvom Noden slet ikke er færdig endnu, er 55 af byggeriets 92 lejligheder allerede reserverede. 102 ud af Essex Park Musicons 104 lejligheder er optaget per 14. september 2010.

Publiceret 19 September 2010 11:00