Udvalgsformand Torben Jørgensen og planchef Jan Bille på vej op i øjenhøjde med de ønskede minareters top.(Foto: Erling J.)

Udvalgsformand Torben Jørgensen og planchef Jan Bille på vej op i øjenhøjde med de ønskede minareters top.(Foto: Erling J.)

Med minaretens spids i øjenhøjde

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget tog på lufttur for ved selvsyn at se, hvor synlige et par minareter på en moske i en baggård vil være

Af
Jan Partoft

På mandag er der borgermøde om den lokalplan, der skal gøre det muligt at bygge en moske i baggården til Allehelgensgade 11. Et af de stridsspørsmål, der har været omkring planen er, at bygherren ønsker, der skal være to spir i form af minareter på bygningen. Den samlede højde på byggeriet vil dermed nå op i 16 meters højde, og der har været bekymringer fremme om, om de to spir vil være dominerende i området. - Nu vil jeg ved selvsyn se, om det er et problem, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget Torben Jørgensen. - Derfor har jeg bedt Roskilde Brandvæsen om hjælp, så jeg kan blive løftet op i 16 meters højde. Turen til vejrs gjorde Torben Jørgensen sammen med planchef Jan Bille, og en brandmand til at styre turen. - Det bliver kun fra begrænsede områder, man kommer til at kunne se minareterne udefra. Der er mange byggerier i området, der rager højere op, sagde Torben Jørgensen, da han var landet efter luftturen. - Selvfølgelig kommer man til at kunne se det fra de bygninger, der omkranser karreen, men ellers er det kun i nogle af hullerne mellem bygningerne, de vil kunne ses. Man skal ind i gården for at se spirene, siger Torben Jørgensen. Borgermødet om lokalplanen finder sted i auditoriet på Rådhuset på Køgevej 80 på mandag 4. oktober klokken 19. jp@roskildeavis.dk


16 meter til vejrs.(Foto: Erling J.)

16 meter til vejrs.(Foto: Erling J.)

Publiceret 01 October 2010 03:00