Torben Kristensen har forladt posten som formand for Kvickly Algade. En beslutning, der hænger sammen med, at han 1. november begynder som redaktør på Roskilde Avis.(Foto: Erling J.)

Torben Kristensen har forladt posten som formand for Kvickly Algade. En beslutning, der hænger sammen med, at han 1. november begynder som redaktør på Roskilde Avis.(Foto: Erling J.)

Ny redaktør ud af Kvickly - bliver i S

Den kommende redaktør for Roskilde Avis, Torben Kristensen, gik af som formand ved et møde torsdag aften i bestyrelsen for Kvickly i Algade. Her erstattes han med øjeblikkelig virkning af den hidtidige næstformand, Ditte Uno Christensen.
- Det har hele tiden været klart, at jeg ikke kunne fortsætte på den post, for Roskilde Avis skal jo kunne behandle alle supermarkeder i byen helt ens, siger Torben Kristensen.
- Derimod er det en misforståelse, at jeg også skulle melde mig ud af Socialdemokratiet. Her fortsætter jeg som helt almindeligt og menigt medlem.
- Det ville jo være både latterligt og utroværdigt at melde sig ud af partiet, og det har aldrig været på tale.
- Jeg er stadig den samme person med de samme grundholdninger, selv om Roskilde Avis i fremtiden selvfølgelig skal være partipolitisk neutral og behandle alle fair.
Torben Kristensen begynder som redaktør på Roskilde Avis 1. november. Han afløser Louise Lauritsen, der har skiftet job til redaktør på Kolding Ugeavis.

Publiceret 01 October 2010 10:33