Politiet har optrævlet en narkoring i Roskilde, hvor medlemmer af forskellige rockergrupper er anholdt.(Arkivfoto: Erling J.)

Politiet har optrævlet en narkoring i Roskilde, hvor medlemmer af forskellige rockergrupper er anholdt.(Arkivfoto: Erling J.)

Politi har optrævlet narkoring i Roskilde

Aflytning af narkobagmænd satte politiet på sporet af narkoring. De er sigtet for at have solgt og købt 4,7 kilo amfetamin. Fem sidder allerede bag tremmer, mens de sidste to skal i retten næste uge

Af
Anette Gundlach

Politiet er færdig med at optrævle en narkoring, der har huseret i Roskilde. Til sammen er de involverede syv personer, der alle kommer fra Roskilde, sigtet for at have købt og solgt 4,7 kilo amfetamin. Et større parti af amfetaminen blev fundet og beslaglagt i et kælderrum på Søndre Ringvej.
Fem af de sigtede er dømt skyldige og sidder allerede bag tremmer, mens de to sidste personer i ringen kommer for retten torsdag i den kommende uge.
Politiet anholdt i starten af marts 11 personer, som politiet formodede var med i narkoringen. Syv af personerne blev varetægtsfængslet frem til på torsdag 25. marts. Det er disse personer, der nu har fået en dom eller venter på en.
Lederen af Task Force Øst, Magnus Andresen, der har stået for opklaringen af sagen forklarer, at nogle af personerne i ringen har siddet meget højt oppe i hierakiet. De har distribueret amfetaminen og solgt det videre til pusherne.

Aflytning gav politi vink

Anklager i sagen og politifuldmægtig Daniel Larsen kan på grund af retsagerne i den kommende uge ikke fortælle, hvordan politiet kom på sporet af narkoringen.
Men efter at politiet havde fået nys om sagen, satte det aflytningsudstyr op i nogle lokaler.
- Efter at have aflyttet samtaler i en længere periode blev mistanken bekræftet og personerne anholdt, fortæller Daniel Larsen.
Kæderrummet, hvor det store parti amfetamin blev fundet tilhørte en mand, der allerede er dømt i sagen. Sagen blev ført som en tilståelsessag, og han blev i maj idømt fem et halvt års fængsel. Han besluttede at samarbejde med politiet.
Efterfølgende har flere andre, som han arbejdede sammen med fået domme.

Rockerbaggrund

To af personerne, som politiet anholdt i marts har rockerbaggrund. De er dog ikke med i den samme rockergruppe, men i to forskellige nemlig Bandidos og Black Cobra.
- Vi oplever ofte, at medlemmerne i forskellige rockergrupper arbejder sammen. Det er dog ofte ikke fordi de er i de forskellige grupper, men fordi de har personlige forbindelser og forretningsforbindelser til hinanden, forklarer Magnus Andresen.
Medlemmet af bandidos-gruppen er en af de to bagmænd, der kommer for retten i næste uge.
Politiet forventer, at han som bagmand får en straf på flere år.

ag@roskildeavis.dk

Publiceret 01 October 2010 10:00