(Foto: hvidovreteaterforening.dk)

(Foto: hvidovreteaterforening.dk)

Teater for både børn og voksne

Af
ark

Hvidovre Teaterforening har både forestilling for børn og for voksne de kommende dage.
I aften fredag kl. 19.30 vises "Laser og pjalter" i Hvidovre Medborgerhus. Det er Teatret Fair Play, Odsherred Teater, Teatret Møllen og Svalegangen, der står bag forestillingen, hvor skuespillere som Klaus Andersen, Connie Tronbjerg, Mei Oulund og Henrik Ibsen optræder.
Brechts og Weills udødelige, kulørte musical om sex, magt og kærlighed - både den ægte og uægte. En bidende satire over et dobbeltmoralsk samfund. I Laser & Pjalter er alle småforbrydere, der malker systemet.


I morgen lørdag den 2. oktober vises den dejlige børneforestilling "Dyrene i Hakkebakkeskoven". Det sker kl. 16.00 i Medborgersalen.
Oplev den rørende og morsomme fortælling om den frække Klatremus, hans bedste ven Morten Skovmus, den farlige Mikkel Ræv, den rare Bamsefar, og alle de andre folkekære karakterer, i en ny forrygende opsætning med nogle af landets bedste unge skuespillere. Og nyd klassikerne som "Når en peberkagebager..." og "Hip Hurra for Bamsefar".
Man anbefaler, at børn skal være 5 år, og forestillingen er for hele familien - og bedsteforældrene.

Publiceret 01 October 2010 10:30