Både politi, brandvæsen, militær og ambulancefolk reagerede på torsdagens bombetrussel mod Roskilde Rådhus. (Foto: Per Rudkjøbing)

Både politi, brandvæsen, militær og ambulancefolk reagerede på torsdagens bombetrussel mod Roskilde Rådhus. (Foto: Per Rudkjøbing)

Bombetrussel var en fuser

Politi, brandvæsen og militæret gennemsøgte rådhuset efter en bombetrussel torsdag eftermiddag. Der blev dog ikke fundet noget mistænkeligt.

Af
Af Henrik Wanscher

Det viste sig at være en tom trussel, da en kvinde torsdag eftermiddag ringede ind til Roskilde Rådhus og sagde, at hun ville sprænge bygningen i luften.
Få at være på den sikre side havde politiet dog evakueret rådhusets medarbejdere, afspærret området og indtil kl. 19.30 torsdag aften gennemsøgte politi, brandvæsen og militærpersonel bygningens cirka 7000 kvadratmeter.
- Vi har ikke fundet noget som helst mistænkeligt. Men i disse situationer kører vi altid det tunge skyts i stilling fra starten bare i det tilfælde, at der er noget bag truslen, fortæller kommunikationsmedarbejder for Midt- og Vestsjællands Politi.
Men selvom der ikke var nogen bombe på rådhuset, så ser politiet stadig meget alvorligt på sagen, der kan komme til at koste både en stor erstatning og fængsel, når man finder frem til personen bag.
- Denne sag har kostet rigtig mange ressourcer, og ved at lave et sådan opkald har man overtrådt straffelovens paragraf 266, og det kan give op til to års fængsel, fortæller Carsten Andersen.
Politiet er stadig i færd med at efterforske sagen, og selvom man torsdag eftermiddag anholdte en 24-årig kvinde, som efter afhøring blev løsladt igen, ved man stadig ikke, hvem der står bag den tomme trussel.
Carsten Andersen mener heller ikke, at man på nuværende tidspunkt kan sige noget om, hvorfor nogen kom med bombetruslen.
- Der er rigtig mange forskellige motiver, når nogen laver sådan noget her. Så man kan kun spekulere. Måske er det en, som er blevet fyret. Eller måske er det en person, der har fået afslag på noget fra kommunen. Det er simpelthen ikke til at sige på nuværende tidspunkt. Men vi efterforsker på livet løs, siger han.
I forbindelse med efterforskningen af bombetruslen havde politiet afspærret nogle veje omkring rådhuset. De var alle åbne igen kl. 19.30.
Hvis man har oplysninger, der kan hjælpe politiet med deres efterforskning, kan man ringe på telefon 114.
hew@roskildeavis.dk

Publiceret 08 October 2010 10:00