Fire et halvt tons kobber stjålet

Nogle personer forstår sig bare ikke på mådehold. Ukendte gerningsmænd stak i weekenden af med ikke mindre end fire et halvt tons kobber fra entreprenørfirmaet NES A/S på Bramsnæsvigsvej i Ejby. Udover kobberet tog tyvene også diverse slags DeWalt-værkstøj med sig. Politiet efterlyser nu personer, som kunne have set noget i løbet af weekenden, der kan hjælpe med efterforskningen. Da der er tale om store mængder tyvekoster opfordrer politiet især til, at folk, der har set en lastbil eller varevogn i nærheden af virksomheden, henvender sig. Man kan kontakte politiet på telefon 114. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 12 October 2010 10:00