(Arkivfoto).

(Arkivfoto).

Alarm om olieforurening ved Strøby Strand

Uddrag af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politikreds for tidsrummet fra fredag den 29. oktober kl. 07.00 til mandag den 1. november kl. 07.00.

Søndag eftermiddag kl. 14.57 bad Søværnets Operative Kommando, SOK, om politiets assistance til at undersøge kysten for eventuel olieforurening fra Strøby Ladeplads til Strøby Egede.
SOK havde fået en anmeldelse om mulig olieforurening i området. Politiet fandt intet olie ved kysten, men lokale fiskere havde bemærket en større tangbræmme ud for kysten. Det var muligvis denne, der blev forvekslet med olie. Hverken SOK eller politiet fandt olieforurening.
Indbrud i autohandel – Kirke Hyllinge, Lejre .
Fredag kl. 10.13 anmeldte Automester på Elverdamsvej i Kirke Hyllinge ved Lejre, at der kl. 00.50 havde været indbrud. En dør blev brudt op, og der blev stjålet en sort VW Passat med reg.nr. XS58163 og en ikke registreret sølvmetal Mercedes C220.
Lokalpolitiet i Roskilde vil gerne tale med vidner, der har set noget mistænkeligt, eller som ved, hvor bilerne er. Ring 114..
Straksdom på 1 års fængsel - våbenloven – Roskilde .
Kl. 2046 anholdt politiet på hans adresse i Roskilde en 45-årig mand. Politiet var kaldt til adressen fordi der på stedet var anmeldt husspektakler. På mandens bopæl fandt politiet et oversavet jagtgevær med ammunition.
Den 45-årige erkendte og forklarede, at han havde våbenet fordi han følte sig truet af unavngivne personer. Den 45-årige blev fremstillet i grundlovsforhør, men da retten fandt sagen fuldt oplyst, blev den 45-årige idømt et års ubetinget fængsel til omgående afsoning.
Spirituskørsel – Lellinge .
Natten til lørdag kl. 01.25 spottede en patrulje på Ringstedvej en personbil. Føreren af denne var en 44-årig mand fra Køge. Politiet standsede manden, som blev skønnet spirituspåvirket. Han blev derfor anholdt og afleverede en blodprøve.
Ordensbekendtgørelsen – Køge .
Lørdag morgen kl. 04.25 anholdt politiet på Toldbodvej en 21-årig mand fra Køges opland. Han var beruset og var kommet op og slås med en anden mand. Han blev dog løsladt, da han var afhørt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Spirituskørsel – Køge .
Kl. 05.48 kørte en 21-årig mand fra Holmegård i en personbil på Marievej i Køge. En politipatrulje så han og standsede ham. Den 21-årige blev skønnet påvirket af spiritus. Han blev derfor anholdt, og der blev taget en blodprøve af ham.
Færdselsuheld – Ringsted .
Lørdag kl. 09.17 mistede en 32-årig mand fra Frederiksberg herredømmet over sin bil på Vestmotorvejen ved Ringsted. Bilen skred frem og tilbage mellem vognbanerne og ramte autoværnet i højre side og kørte dernæst ud i rabatten.
Den 32-årige var påvirket af spiritus, og han blev anholdt og fik  udtaget en blodprøve og sigtet for spirituskørsel, før han igen blev løsladt. Den 32-årige blev indlagt på sygehus til observation.
Forsøg på indbrud i villa – Solrød .
Lørdag kl. 1244 fik politiet en anmeldelse fra Æblehaven i Solrød Strand, hvor der mellem fredag kl. 11.00 og lørdag kl. 12.30 var forsøgt opbrydning af en terrassedør.
Afluring af pinkoder – Roskilde .
Lørdag kl. 12.59 blev en 73-årig kvinde fra Havdrup væltet omkuld på Stændertorvet af to mænd. De to mænd var forinden stukket af fra SuperBest i Skomagergade, hvor de formentlig har forsøgt at aflure pinkoder fra andre kunder.
Under flugten skubbede de til den 73-årige, der fik en flænge i hovedet ved faldet. Hun blev kørt til sygehus, hvor det kunne konstateres, at hun heldigvis ikke var kommet alvorligt til skade.
De to gerningsmænd beskrives som: A: lignede en rumæner, 185-195 høj, almindelig af bygning, næsten skaldet. Iført brun Canadian Goose jakke og lys hue. B: Mand, 40-45 år, muligt rumæner, 40-45 år, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, næsten skaldet, skægstubbe, mørke briller og iført en mørk jakke.
Færdselsuheld – Greve .
Lørdag eftermiddag kl. 15.40 blev politiet sendt til Hundige Strandvej ud for Axel Meiersvej, hvor der kort forinden var sket et færdselsuheld. En bil kørte mod syd ad Hundige Strandvej og drejede til venstre ud foran en anden part, der forsøgte at undvige påkørsel, hvilket ikke helt lykkedes.
Politiet talte med den part, der var påkørt af den svingende bil, en 63-årig mand fra Greve, hvis bil var lettere beskadiget. Den svingende bil var kørt fra stedet, men politiet fandt den kort efter og fik talt med ejeren, der blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
Butikstyveri – Greve .
Lørdag kl. 16.27 anholdt politiet en 46-årig polsk mand, der kort forinden havde stjålet spiritus og chokolade i Lidl i Over Bølgen. Den 46-årige havde i forvejen drukket, og han var påvirket og blev derfor lagt til afsvaling i detentionen. Han blev løsladt ud på morgenstunden med en bøde for butikstyveri.
Indbrud i villa – Solrød .
Lørdag aften kl. 21.18 modtog politiet anmeldelse om indbrud på Bæktoften i Solrød, hvilket var sket nogle minutter før anmeldelsen. En mand, der beskrives som ung mand, 175-180 cm høj, almindelig af bygning, iført strikhue, handsker og bar på en mørk sportstaske, var set komme ud fra stedet. Fra huset er stjålet smykker.
Mistænkeligt forhold – Kyndeløse, Lejre .
Lørdag kl. 22.17 bemærkede en anmelder, at der blev lyst med lommelygter i sommerhusområdet ved Nordmarksvej i Kyndeløse ved Lejre.
Politiet blev sendt til stedet, hvor man fik kontakt med nogle mennesker, der oplyste, at man ganske rigtigt havde lyst med lommelygter på stedet. De havde en plausibel forklaring på deres tilstedeværelse, og politiet kunne derfor køre fra stedet igen.
Uro – Bjæverskov .
Natten til søndag kl. 00.26 kørte politiet til Cafe Casablanca, Ejbovej i Bjæverskov, hvor der var uro. Der var ro, da politiet kom frem til stedet, og hvad der var sket står hen i det uvisse, da ingen ønskede at fortælle nærmere om sagen.
Uro – Køge .
Kl. 02.08 kørte politiet til Havnen i Køge, hvor der var et slagsmål i gang mellem en 4-6 personer. En kvinde var på en eller anden måde blevet forulempet og det førte til slagsmålet. Den ene halvdel af slagsmålet stak af fra stedet og dermed stoppede balladen. Ingen blev sigtet eller anholdt.
Indbrud i supermarked – Køge .
Kl. 02.40 fik politiet anmeldelse om et indbrud i Superbrugsen, der fandt sted mellem kl. 01.18 og kl. 02.40 på Ølsemaglevej i Køge. Gerningsmændene var kommet ind via taget. På stedet har man formentlig tænkt sig at bryde et pengeskab op, men det blev ikke til noget, da en alarm gik i gang.
Spirituskørsel – Køge .
Søndag morgen kl. 04.00 anholdt politiet en 24-årig mand fra Frederiksberg, der kørte bil på Nørre Boulevard i Køge, da han blev standset af politiet. Den 24-årige var påvirket af spiritus og blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.
Spirituskørsel – Rødvig, Stevns .
Søndag kl. 10.52 anholdt politiet på Havnepladsen i Rødvig en 47-årig mand fra Stevns' opland for spirituskørsel i en varebil. Han måtte aflevere en blodprøve og blev derefter løsladt.
Tyveri – Hårlev .
Søndag eftermiddag kl. 14.14 anmeldte en villaejer på Maglehøjvej i Hårlev, at der søndag nat ved 00.30-tiden blev stjålet en pladevibrator, der stod på grunden. Et vidne så på samme tidspunkt en rød varebil holde på stedet. Vidnet mente, at der var noget tekst med ”skov” på siden af bilen.
Lokalpolitiet i Køge vil gerne høre fra vidner, der har set noget mistænkeligt eller har set den røde varebil på vejen. Ring 114.
Falske indsamlere – Ringsted .
Søndag eftermiddag kl. 14.53 anmeldte en kvinde fra Bøgevej, at der netop havde været tre drenge på hendes bopæl. De havde en hvid kuvert i hånden og påstod at de var ved at samle ind for Røde Kors. Kvinden fandt drengenes indsamling mistænkelig og tilkaldte politiet. Man ledte dog forgæves efter drengene.
Politiet skal opfordre folk til at sikre sig at indsamlingen er lovlig, hvis der kommer indsamlere til døren. Autoriserede indsamlere har altid en form for legitimation på sig.
Narkopåvirket bilist – Køge .
Søndag aften kl. 18.45 anholdt politiet på Stevnsvej i Strøby Egede en 44-årig mand fra Stevns' opland. Han var fører af en personbil, og da politiet skønnede ham påvirket af euforiserende stoffer, blev han anholdt. Der blev taget en blodprøve af ham, og analysen af den vil vise, om antagelsen holder vand.
Færdselsuheld – Solrød .
Søndag aften kl. 19.42 var en 65-årig kvinde uheldig. Hun kørte en personbil ad Solrød Byvej, og på grund af dårlig sigt og mørke, ramte hun et træ og nogle pæle i en chikane. Kvinden kom ikke til skade.
Forvirret kvinde – Greve .
Kl. 00.01 kørte politiet til Snebærhegnet i Greve, hvor en 76-årig kvinde gik forvirret rundt på en P-plads. Kvinden ledte efter sine nøgler, som hun mente at have tabt. Politiet hjalp kvinden hjem til sin bolig i nærheden. Nøglerne blev fundet i boligen.
Indbrud i forretning – Køge .
Mandag morgen kl. 04.29 fik politiet anmeldelse om indbrud i Frellsens Chokolade på Jernbanegade i Køge. To mænd brød en dør op og stjal chokolade. Der er p.t. ingen beskrivelse af mændene.
pm

Publiceret 01 November 2010 12:00