220 deltagere var mødt frem til Region Sjællands borgertopmøde i Haslev lørdag den 30. oktober. (Pressefoto).

220 deltagere var mødt frem til Region Sjællands borgertopmøde i Haslev lørdag den 30. oktober. (Pressefoto).

Borgerne vil have en grøn Region Sjælland

Borgertopmødet om klima, hvor 220 borgere fra hele regionen deltog, sendte et klart budskab til politikerne: Der skal satses stort på at Region Sjælland skal prioritere klimaforbedringer og grønne indsatser højt
Politikerne måtte nøjes med at lytte og spørge, da Region Sjælland lørdag den 30. oktober havde indkaldt til et stort borgertopmøde om klima i Haslev Hallerne. 220 borgere, som var repræsentativt udvalgt, kom fra alle verdenshjørner i regionen, for at diskutere klima.
Det blev en lang og udbytterig dag. Som psykologistuderende Mick Hart fra Trekroner konstaterede:
- Jeg bliver sgu´ lidt stolt. Jeg tænker tit på os danskere som nogle sofavælgere, der bare sidder foran flimmeren og ser hvad der sker. Men ved et arrangement som det her, hvor man oplever demokratiet i praksis og fornemmer at politikerne er oprigtigt interesseret i at høre vores mening, så bliver man altså lidt glad.
Jesper Hart fandt det øvrigt bemærkelsesværdigt, så stor enighed der var – på trods af at borgerne netop var udvalgt, så de repræsenterede så bredt som overhovedet muligt. Der var pensionister, studerende og erhvervsaktive fra alle samfundslag. Den yngste var 21 år og den ældste over 70.
Borgertopmødet foregik som rundbordssamtaler, hvor der blev diskuteret livligt og holdt mange afstemninger. Referenter ved hvert af de 32 borde sørgede for løbende at skrive de tanker og konklusioner, som borgerne fremkom med.
De vil blive systematisk opsamlet i et stort katalog, som politikerne skal tage udgangspunkt i, når de den 22. november skal diskutere hvilke klimatiltag Region Sjælland skal prioritere i de kommende år.
Borgertopmødet var arrangeret af Region Sjælland i samarbejde med Teknologirådet. Ved borgertopmødet talte meteorolog og vejrvært Jesper Theilgaard om, hvad der er galt med vejret og hvorfor. Og seniorforsker Poul Erik Morthorst, RISØ, medlem af Klimakommisionen, talte om de vigtigste klimaspørgsmål og vejen til mere bæredygtig energi.
Jesper Pedersen fra Lejre kaldte mødet udbytterigt, informativt, oplysende og inspirerende.
Karina Bonnerup fra Herfølge syntes at hun personligt havde fået en del ud af mødet og nu er spændt på, hvordan politikerne vil agere på de mange input.
- Vi er faktisk meget enige om, at der skal gøres noget – og hvad det er der skal gøres, sagde Karina Bonnerup.
Borgerne havde mulighed for at udstyre politikerne med ”hold kæft bolsjer”, hvis de talte for meget. Det skete kun i to tilfælde – og vist mest for sjov.
Formanden for Bæredygtighedsudvalget i Region Sjælland, Eva Levinsen, sluttede med en tak til alle deltagere og konstaterede, at politikerne havde lyttet til den bekymring og store interesse, der er for klimaet og bæredygtige tiltag.
Eva Levinsen lovede, at borgernes forslag og anbefalinger vil blive brugt, når politikerne skal udarbejde en fremtidig klimastrategi og handlingsplaner for bæredygtig udvikling i Region Sjælland.
Læs om Borgertopmødet om klima på www.regionsjaelland.dk hvor alle konklusioner og afstemninger kan ses. Der er desuden en film fra dagen.
pm

Karina Bonnerup, Herfølge. (Pressefoto).

Karina Bonnerup, Herfølge. (Pressefoto).

Publiceret 01 November 2010 14:15