Line og Freddie Steckel i aktion i manegen.

Line og Freddie Steckel i aktion i manegen.

Bag om cirkus

Foredrag og workshop på Cirkusmuseet

Cirkusmuseet giver et unikt blik ind i cirkusverdenen, når cirkusartisten Freddie Steckel på søndag den 7. november kl. 13.00 holder foredrag på museet.

Freddie Steckel er ud af en gammel kendt dansk cirkusslægt, nemlig familien Steckel, der i syv generationer har optrådt i cirkus. Freddie Steckel startede selv som artist, da han var barn, og på trods af at han i dag har nået en alder, hvor de fleste ville nyde deres otium, er han stadig aktiv i de danske maneger. Foredraget vil give et indblik i hvordan livet er i og udenfor manegen for en artist. Der vil være masser af spændende fortællinger fra cirkusverdenen og det vil være muligt at se en optagelse med Freddie Steckels berømte kaskadør-nummer. Hvad det præcist går ud på, kan du se på søndag. Foredraget er arrangeret i samarbejde med AOF Hvidovre. Træd selv ind i manegen Inden foredraget kan hele familien selv lege cirkusartister, når museet laver workshop fra kl. 11-12.30. Her kan I prøve trapezen, linen eller adskillige jonglørrekvisitter. Den professionelle artist Line Vittrup, der selv har optrådt med Freddie Steckel vil være instruktør. Workshoppen er ligeledes inkluderet i entréprisen. Billetter, der inkluderer entré til museet samt foredraget og/eller workshoppen kan købes på Cirkusmuseet, Hovedporten 6. Mere information på cirkusmuseum.dk eller tlf. 36 49 00 30.

Publiceret 02 November 2010 09:00