Få svar på det meste om prostatakræft

Kommunalbestyrelsesmedlem Finn Gerdes deler sin viden og erfaringer med behandling af prostatakræft på møde i Sundhedscentret

Prostatakræft kan være alt fra en dødelig sygdom til et lettere gene ved vandladning.

Af
key

Uanset hvordan forløbet udarter sig, er det rart at få viden om prostatakræft fra andre, der kender til problemet. Derfor holder prostataforeningens lokalafdelingen møde onsdag den 17. november kl. 10.30 i Sundhedscentret. I spidsen for lokalafdelingen står kommunalbestyrelsesmedlem Finn Gerdes, der selv blev ramt af prostatakræft tilbage i 2003. - Jeg havde egentlig et ganske let forløb, der bare startede med, at jeg blev lidt irriteret over at jeg skulle op og tisse et par gange om natten, fortæller Finn Gerdes. Finn Gerdes fik symptomerne undersøgt og over nogle år viste det sig, at han havde udviklet kræft i den ene side af prostata. Således fik han i 2007 fjernet sin prostata ved et operativt indgreb. - Det var egentlig ret specielt, for jeg havde aldrig været på hospitalet før som voksen, og jeg følte mig ikke syg og havde ingen smerter, fortæller Finn Gerdes om sit forløb. Finn Gerdes kender dog mange andre tilfælde, hvor det har været svært at konstatere, at der var tale om prostatakræft og i sådanne situationer, kan et behandlingsforløb for prostatakræft være langt mere indgribende i hverdagen end det var for Finn Gerdes. Finn Gerdes selv havde dog, trods sit relativt rolige forløb, efterfølgende behov for at melde sig ind i prostatakræftforeningen, for at få mere at vide om den sygdom, som for mange stadig er lidt tabubelagt. - Prostatakræft rammer en bred gruppe mænd, og man kan have forskellige problemer i forhold til sygdommen, men det hjælper at tale om det, siger Finn Gerdes. Nogle af de ting, der kan være svære at vende med udenforstående, der ikke kender noget til sygdommen, er blandt andet problemerne med vandladning, rejsningsproblemer og måske også frygten for at sygdommen når at blive så fremskreden, at operation eller sågar kemobehandling ikke er tilstrækkelig. - Det er rart at vende sine erfaringer med nogle andre. Det kan både være om medicin, behandling og læger, men det kan for nogle også dreje sig om alternativ behandling og de erfaringer andre har gjort sig med det, siger Finn Gerdes. Mændenes ¿bedre halvdele¿, som Finn Gerdes udtrykker det, er desuden velkomne til mødet. Finn Gerdes håber med mødet, at han kan hjælpe andre med at overvinde sygdommen, som han også fik hjælp, da han fik konstateret prostatakræft. - Jeg havde det måske nemt, fordi der var en mand på mit arbejde, der også havde haft prostatakræft og som ikke havde noget imod at tale om det. Det hjalp mig meget, siger han. Finn Gerdes understreger desuden også, at man er velkommen til mødet også selvom man ikke ønsker at oplyse sit navn. - Jeg er ikke ekspert, men jeg har prøvet det på min egen krop, så jeg synes det er vigtigt, at være med til at gøre opmærksom på sygdommen og prøve på at hjælpe andre med information og oplysning om prostatakræft, slutter han.

Publiceret 02 November 2010 09:00