Fremgang hos Spar Nord i Køge.

Fremgang hos Spar Nord i Køge.

Køgeafdeling fører an i Spar Nord-vækst

Stærkt kvartalsresultat. Udlån til virksomheder er vokset med en milliard kroner. Spar Nord Køges vækst i top 3.

Spar Nord Køge afslutter sammen med resten af Spar Nord Koncernen tredje kvartal med et overskud på 102 millioner kroner før skat. Der er tale om en markant fremgang, og resultatet er bedre end forventet.
Ifølge direktør Jesper Køster i Spar Nord Køge er faldende omkostninger og lavere nedskrivninger med til at drive den positive udvikling.
Spar Nord Koncernen præsenterede onsdag et resultat for tredje kvartal på 102 millioner kroner før skat. Dermed har Spar Nord i tredje kvartal mere end fordoblet resultaterne fra første og andet kvartal.
- Det er et stærkt resultat. Vi har formået at fastholde et højt indtægtsniveau og samtidig skåret en betydelig del af vores omkostninger ved at gøre banken mere effektiv, siger Jesper Køster.
Køge er med til at trække det flotte resultat frem. Både målt på kundetilgang og vækst i basisindtægter er Spar Nord Køge i top 3 blandt bankens 34 bankområder. Og det billede forventer Jesper Køster vil fortsætte.
- Vi har samlet et rigtig stærkt hold. Kendskabet til Spar Nord, der etablerede sig i Køge i 2007, er fortsat stigende, og vores mange kunder udtrykker stor tilfredshed med vores tilgængelighed, service og kompetencer. Og da Køge jo er en by i positiv vækst og netop kåret som "Danmarks Bedste Handelsby", vi har et supersygehus på vej, den dejlige torveby er igang, et spændende Køge Kyst projekt og meget mere - ja, så skal de andre bankområder stå tidligt op, hvis de skal følge udviklingen og væksten i Spar Nord Køge, siger han.
mr

Publiceret 02 November 2010 15:30