Kunst, eventyr og befriet fantasi

John Normand udstiller på Frihedens Bibliotek

Når billedkunstneren, John Normand, ikke svinger penslen i sit atelier på Nørrebro, besøger han vuggestuer, børnehaver, skoler og virksomheder med ¿projekt skaberglæde¿, hvor han med gode historier, inspiration og maling vil puste ekstra liv i den enkeltes glæde ved at skabe.

John Normand er født i 1959 og er autodidakt maler. Kursist på Århus Kunstakademi 1980-84. Siden 1992 har John Normand været udøvende billedkunstner samt arbejdet med børn og voksne i daginstitutioner, skoler mm. som kunstner og historiefortæller. Han har desuden udstillet sine malerier i både ind- og udland samt lavet udsmykninger i børnehaver, hospitalsafdelinger, klubber og biblioteker i Danmark - eller restauranten og den lille købmand på Tioman Island, Malaysia. John Normand kommer tit på biblioteket som låner, men også som ¿superfortæller¿ og billedkunstner. Med John i huset får både store og små et frikvarter fra vanetænkning og jantelov Udstillingen kan ses på Frihedens Bibliotek til den 6. november i bibliotekets åbningstid.

Publiceret 02 November 2010 09:00