(Arkivfoto: JCJ).

(Arkivfoto: JCJ).

Privat jobcenter levede ikke op til forventninger

Der kom ikke flere borgere på kontanthjælp eller sygedagpenge i arbejde, og kommunen sparede ingen penge. Det er konklusionen på en neutral evaluering af jobcentret Agens' indsats i Køge.

Af
Martin Rasmussen

Et forsøg med privat jobcenter i Køge har ikke givet de forventede resultater. Det er den ikke helt overraskende konklusion på en evaluering af Agens-forsøget, som AKF, Anvendt KommunalForskning, har gennemført.
Køge Kommune ville afprøve nye metoder i arbejdsmarkedsindsatsen ved at lægge halvdelen af Jobcenter Køges opgaver over i det private firma, Agens. Herved håbede man at få flere borgere på kontanthjælp og sygedagpenge i job og oven i købet spare penge.
Men sådan gik det ikke. AKF's evaluering viser, at der ikke var flere kontanthjælpsmodtagere eller sygedagpengemodtagere, der fik job, via Agens end via Jobcenter Køge. Faktisk fik lidt flere af de 18-30-årige mænd fra Jobcenter Køge job sammenlignet med jævnaldrende mænd fra Agens.
Køge Kommune oplevede desuden, at udgifterne steg i forsøgsperioden.

Svag kontakt til erhvervsliv

- En mulig forklaring er, at indsatserne de to steder reelt ikke var særligt forskellige. Sagsbehandlerne i Agens har en stor del af deres metode med fra jobcentret, og i jobcentret har de ladet sig inspirere af Agens' nye metoder. Desuden stiller lovgivningen nogle krav, som gælder både for Agens og Jobcenter Køge, siger docent Eigil Boll Hansen fra AKF, som står bag evalueringen sammen med docent Leena Eskelinen.
En del af Agens' metode var at etablere aktiveringstilbud i eget regi. Det gav nærhed til borgerne, men kontakten til byens virksomheder var ikke så stærk.
- Resultaterne af Agens' indsats har været hæmmet af, at deres kontakt med lokale arbejdspladser for at opdyrke eksempelvis løntilskudsjob var svag, siger Eigil Boll Hansen.

Også gode elementer

Forsøget med Agens i Køge har dog også haft elementer, som man kan arbejde videre med, mener AKF. Det gælder blandt andet en mere fleksibel sagsbehandling med tættere samarbejde med andre fagfolk.
- Der har været gode initiativer, som aldrig nåede at vise deres eventuelle værd. Der blev blandt andet oprettet hold, som arbejdede med stress- og smertehåndtering. Den slags tilbud har været en mangelvare på beskæftigelsesområdet, siger Eigil Boll Hansen.

Publiceret 02 November 2010 14:30