Idrætsprisen til kometen i dansk børnecykling Ludvig Wacker. Forrest fra venstre RIUs Per Birkedal og til højre for tytteren ses filialdirektør i Nordea Christina Sahler Ruparelia. (Foto: Erling J.)

Idrætsprisen til kometen i dansk børnecykling Ludvig Wacker. Forrest fra venstre RIUs Per Birkedal og til højre for tytteren ses filialdirektør i Nordea Christina Sahler Ruparelia. (Foto: Erling J.)

Runder super-sæsonen af med Idrætsprisen

RCRs Ludvig Wacker er en helt almindelig 11-årig dreng, indtil han sætter sig på cyklen

Af
Jeppe Olsen

11-årige Ludvig Wacker er en helt almindelig dreng i fjerde klasse. Han er hverken større eller mindre end de drenge, han leger med i frikvartererne.
Men efter skoletid sætter Ludvig Wacker sig op på sin cykel. Og her er han en éner. I regn og slud kører cykelrytteren ud, og spørger man hans far, Bo Wacker, er det her, sønnen grundlægger forskellen.
- Ludvig er meget seriøs og følger sit træningsprogram til punkt og prikke.

Vindermentaliteten

Men de stærke 11-årige ben er ikke hele forklaringen på, at konkurrenterne ser så meget til Ludvigs baghjul. Det er lige så meget hans hoved og væsen.
- Ludvig er en vindertype. Et konkurrencemenneske. Og så er vi en cykel-familie. Selvom det i år kun har været Ludvigs anden sæson, så har cykling fyldt meget rundt om ørerne på ham, så længe han kan huske, uddyber Bo Wacker.
Han kører selv i veteranklassen og er i øvrigt formand for Roskilde Cykle Ring. Detil kommer, at Ludvigs storebror Helmut Wacker kører på højt plan.
Summa sumarum har lærenemme Ludvig vundet rub og stup hele sæsonen og skrevet dansk cykelsports-historie.
Aldrig før har en rytter vundet alle titler fra skovens cykelcrossøb over banens mange discipliner til landevejens titler i enkeltstart og linjeløb. Danske mesterskaber og sjællandske titler er støvsuget op i Ludvigs cykel-cv.
I lørdags satte superrytteren punktum for sæsonen med en gevinst helt uden for nummer.

Belønnet med Idrætsprisen

Nemlig Idrætsprisen afsendt af Nordea, Roskilde Idræts Union og Roskilde Avis. Det skete under et åbent hus-arrangement i cykelklubben på Kildegården i Roskilde. For øjenene af alle klubkammeraterne og træner-leder-staben og til inspiration for seks helt nyebagte begyndere fik Ludvig overrakt diplomet som synligt bevis på anerkendelsen.
Nordea understøtter æren med 4.000 kroner til den talentfulde vinder.


Publiceret 02 November 2010 11:15