glas

glas

Spændende og anderledes glaskunst på biblioteket

Holmegård Bibliotek kan fra den 15. november til den 4. december vise en fascinerende udstilling med spændende og anderledes glaskunst af kunstneren Vinca Thiele.

Vinca Thiele er oprindeligt uddannet væver fra Textillinien på Skolen for Brugskunst, men har ud over at arbejde med tekstilkunst også kastet sig over arbejdet med glas. Det er der kommet mange spændende ting ud af, som for eksempel store skåle med sandblæste mønstre, lysestager og smykker. Vinca Thiele er en alternativ kunstner, som godt kan lide at lave ting, som ellers skulle smides væk, om til nye spændende produkter. Derfor bruger hun oftest glas fra gamle vinduer og dekorerer med stanniol, mayonaisetuber og øldåser. I den senere tid er hun også begyndt at sandblæse. Det er bestemt ikke kedeligt at se, hvad Vinca Thiele kan få ud af et stykke vinduesglas med indlagt øldåsealuminium og smeltet om til et smukt smykke. Der vil udover glaskunsten også være enkelte ting fra Vinca Thieles produktion af håndsyede tasker samt kurve vævet i ét stykke. Vinca Thiele var i 2002 med til at starte glaskunstnergruppen ¿Glasskårene¿. Hun har haft udstillinger i Pyramiden i Gilleleje, på Helsingør Vandrehjem samt Grønnehave og Spættehuset ligeledes i Helsingør. Og nu er turen kommet til Holmegård Bibliotek. Der er gratis adgang, og alle er velkomne i bibliotekets åbningstid.

Publiceret 02 November 2010 09:00