TRUER MED AT SLIPPE KAMpHUNDE LØS

Jeg må finde andre veje at lufte min hund, skriver DEN NERVØSE:

Kamphunde er på trods eller måske pga. de nye regler stadig et stort problem især, hvis man færdes i og omkring specielt højhuset i Ræbæk Søpark, hvor der bor en del småt begavede unge mennesker med deres kamphunde, som nogen gange føres i snor andre gange ikke, men i hvert fald altid uden mundkurv. Disse unge mener de ejer hele området og sviner andre - både hundeejere og ikke - til med gloser som møgkælling, gamle luder, smatso, pikhoved ect. og har meget travlt med at fortælle, hvordan og hvor vi andre skal færdes, det gælder også på de private områder mellem blokkene.

Samtidig truer de med at slippe deres hunde,- jeg har en lille hund og er gang på gang blevet truet med at få den flænset, ædt og det, der er værre. Faktisk forstår jeg ikke, hvorfor de selv har hund, da de jo ikke er særlig hundevenlige, for det første ødelægger de deres egne hunde med deres aggressivitet (går lige over i hunden) og for det andet truer de med, at slå andre hunde ihjel ved hjælp af deres hund,- det giver ingen mening. De har heller ikke tjek på deres hunde, som trækker så meget i dem, at man frygter, de ikke kan holde dem. Jeg har endog hørt en ældre herre, som blev korporligt overfaldet, fordi han ikke ville finde sig i at blive kaldt gamle bøsserøv og i at blive truet med, at hans hund ville blive slået i ihjel af de to kamphunde vedkommende gik med. Jeg og min lille Trunte tør ikke udsætte os for diverse gloser og trusler og må finde andre veje, men en dag går det galt og en hund, et barn eller en voksen bliver alvorligt skadet, så det er mit håb, at politiet vil være ekstra opmærksomme og holde øje med disse mennesker, så andre igen kan bevæge sig rundt i dette område.

Publiceret 02 November 2010 09:00