P-forholdene er gode nok i Køge – iflg. kommunen…!

Kære læser!
Igennem mange år har parkeringsforholdene i Køge midtby været oppe til debat.
De er for dårlige har skiftende handelsstandsforenings bestyrelser været ude og sige – de er alt for dårlige siger de enkelte forretningsindehavere – det er umuligt at finde en parkeringsplads i Køge by, siger folk udefra, som gæster byen – og i de sidste 3 undersøgelser, over 6 år, foretaget af ICP (Institut for Centerplanlægning) i forbindelse med kåring af "Danmarks Bedste Handelsbyer", er Køge by dømt som en af de dårligste i landet med hensyn til p-pladser?
I forbindelse med dette års kåring af "Danmarks Bedste Handelsby" – som Køge jo vandt – er byen endnu engang placeret blandt de dårligste med hensyn til parkering. Men på grund af andre forhold lykkedes det alligevel at blive vinder!
Nu har Køge Kommune så sendt en presseinformation på gaden, der fortæller, at p-forholdene i Køge er langt bedre end sit rygte. Betragtningerne bygger på en udarbejdet analyse, der bl.a. skal bruges i forbindelse med en parkeringsstrategi for Køge bymidte, når en masse p-pladser forsvinder i forbindelse med anlæggelsen af Køge Kyst projektet.
Jeg aner ikke hvem man har spurgt, men hvis det endnu engang er de borgere, som bor i midtbyen, der danner grundlag for hele analysen, så giver jeg ikke meget for den. Det er jo personer, som ikke har brug for at tage bilen, når de skal handle i centrum. De er jo så tæt på, at de enten vælger at gå eller tage cyklen.
Samtidig tillader man sig at sammenligne Køge med Næstved, Ringsted og Roskilde. Byer som er gået totalt i stå i forhold til Køge midtby – og som alle har centre beliggende væk fra bymidten.
Hvad vil man med denne nye analyse?
Det virker endnu engang som om man vil fremtvinge det resultat, som man helst selv ser, og er billigst – uagtet, at mange andre har lavet analyser, der viser noget helt andet.
Jeg kan ganske tydeligt erindre, da man ville tvinge et ungecenter igennem – det der nu hedder Tapperiet. Her gik man ud og spurgte de unge mennesker, om de ville have et musiksted, en crossbane, en skaterbane o.s.v., o.s.v.
Og hvad tror du de unge svarede?
Ja – selvfølgelig svarede de "ja" – og så var kommunens konklusion, at de unge ønskede et "ungecenter".
Forhåbentlig er der ikke en bagtanke med denne analyse af p-forholdene!
Følger man den, kan man meget vel risikere, at der aldrig bliver etableret alle de p-pladser, som der både mangler, og som der bør etableres i forbindelse med Køge Kyst projektet – og så dør Køge som handelsby og det bliver umuligt at etablere og sælge Køge Kyst projektet.
Sørger vi derimod for, at der er rigeligt med p-pladser, så kan Køge fortsætte sin positive udvikling som en unik handelsby?

Nyt design

Vor netavis – www.lørdagsavisen.dk – har fået nyt design, der gør den endnu mere overskuelig, og let at gå til.
Desværre har vi i de første par dage været ramt af lidt uheld, der har gjort, at nyhederne har været lidt mere end et par minutter gamle, før de kom på siden. Der arbejdes på højtryk for at udbedre det, og vi håber den er oppe i fulde omdrejninger, når dette læses.

Køge fester

Næste lørdag den 13. november sker der en masse i Køge centrum, når Handelsstandsforeningen i samarbejde med Køge Kommune, Køge Kyst og Køge Erhvervsudviklingsråd fejrer kåringen som "Danmarks Bedste Handelsby".
Kom og fest med – der er masser af P-pladser – siger kommunen.
- rigtig go' weekend! ?

Publiceret 05 November 2010 10:30