Tumult i trafikken

Hele tre gange endte uheldige situationer i torsdags-trafikken heldigt. Første gang var da en 20-årig mand på cykel stødte sammen med en 39-årig kvinde i en bil på Københavnsvej. Kvinden holdt og skulle dreje til højre ned ad Kong Valdemars Vej, da den 20-årige cyklist kørte ind i hendes bil. Parterne er ikke enige om, hvad der præcis skete. Kvinden mener, at cyklisten kørte ind i hende, mens hun holdt stille, mens den 20-årige mand mener, at han ramte bilen, fordi den svingede ind foran ham. Ingen kom alvorligt til skade, men politiet undersøger sagen. Anden gang det gik galt var omkring kl. 19. Her er hændelsesforløbet mere klart. En 49-årig mand drejede i sin bil ind foran en 30-årig mand på cykel, da han fra Holbækvej skulle svinge ned ad Møllevej. Igen kom ingen alvorligt til skade. Det sidste uheld var en soloulykke. En 41-årig svensk mand mistede af ukendte årsager herredømmet over sin bil, da han cirka klokken 22.30 kom kørende ad Holbækmotorvejen. Manden ramte autoværnet men slap uskadt fra oplevelsen. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Publiceret 05 November 2010 11:30