Roskilde Håndbolds Signe Sjølund Pedersen får her en hård medfart af KIF Vejen-spillerne i forrige hjemmekamp. Torsdag skal hun og holdkammeraterne på en ny opgave mod HC Odense. (Foto: Erling J.)

Roskilde Håndbolds Signe Sjølund Pedersen får her en hård medfart af KIF Vejen-spillerne i forrige hjemmekamp. Torsdag skal hun og holdkammeraterne på en ny opgave mod HC Odense. (Foto: Erling J.)

Det lave bundniveau kostede

Torsdagens hjemmekamp mod Odense skal bruges til at vaske 34-23 nederlaget til Team Tvis Holstebro fra i fredags af de hvide trøjer

Af
Jeppe Olsen

Oprykkerne nedsablet. Denne overskrift på Team Tvis Holstebrobs hjemmeside synes at have passe dækning for håndboldkampen i fredags mellem netop de jyske ligadamer og Roskilde Håndbolds ditto.
- Vi var med de første 12 minutter. Derfra løb de fra os, erkender træner for Roskilde-holdet Kim Rasmussen.
Han ser den syngende lussing på 34-23 fra værterne fra Holstebro som endnu et udslag af det store gab mellem det hæderligt gode topniveau og det mangelfulde bundniveau hos sine unge og urutinerede spillere.

Op på håndbold-hesten

- Vi skal være bedre til kæmpe og spille med vildskab og udstråling, når det ikke kører, som mod Tvis (Team Tvis Holstebro, red.).
Disse karaktertræk kan spillerne passende hive op af sportstaskerne torsdag, plus natuligvis deres bedste håndboldspil, når Odense kommer på besøg.
- De er store og stærke og lukker ikke mange mål ind. Men jeg er faktisk ret sikker på, at vi kan drille dem. Jeg tror de ligger ret godt for os, vurderer Kim Rasmussen.
Kun Emilie Frølich er ikke kampklar til næste ligamatch på torsdag. Venstre-backen døjer forsat med den skade, der har holdt hende ude et par uger.

Time out og tilpasning af taktikken. Situationen stammer fra mødet med KIF Kolding i oktober.

Time out og tilpasning af taktikken. Situationen stammer fra mødet med KIF Kolding i oktober.

Kort om HC Odense

Torsdagens modstander er nummer seks i Guldbageren Ligaen. Holdet tæller en lang række unge spillere med et væld af U17- og U19-landskampe bag sig. Rutinen leverer målvogter Mette Iversen Salholdt, som har spillet 39 A-landskampe. Fra bagkæden bomber de to fyrtårne, den 190 cm høje kroat Petra Vrdoljak, og danske Thea Keller Roesbjerg på 186 cm.

Publiceret 08 November 2010 08:00