Tanker i natten - et aldeles vellykket teaterstykke.

Tanker i natten - et aldeles vellykket teaterstykke.

Aldeles medrivende

Teater Vestvoldens Egnsteater viser nye flotte standarder, når historien om vores hverdag og nutid vises med ¿Tanker i natten¿

Kan et egnsteaterstykke røre tilskuerne så meget, at tårerne presser sig på? Kan musikken bag fortællingen give kuldegysninger, så man pludselig føler, at man går i et med selve lokalet? Kan skuespillerne bruge tavsheden så effektfuldt, at pointen lydløst skærer sig ind i hjernebarken?

Af
key

Det korte svar er ja. Det lidt længere er, at dette års egnsteaterstykke ¿Tanker i natten¿ er en fornyelse af både musikalsk og teatermæssig karakter, der er så helt aldeles vellykket og medrivende, at det slet og ret vil være synd og skam ikke at se den forestilling. Bag stykket står forfatter og instruktør Remi Lewerissa, og han er tilsyneladende en mand med mange talenter. Med ¿Tanker i natten¿ har han mestret at skære den fragmenterede historie fuldstændig præcist og helstøbt. Ingen løse ender flagrer og ingen kunstige knuder er bundet. Som instruktør har han desuden evnet at lade skuespillerne skrue fuldstændig præcist ned for replikkerne - både hvad angår lydstyrke, mængde og længde. Den førnævnte stilhed er så velvalgt, at ja, tårerne i flere tilfælde pressede sig på og benovelsen indfandt sig. Hvad der kan røre tilskuere i sådan en grad skal forblive en hemmelighed, men selve rammen for fortællingerne er ikke ukendt. En gruppe mennesker bliver ufrivilligt låst inde i et rum under et røveri på en tank. Deres skæbner viser sig at være flettet sammen, og vi ser livet som det - formentlig også i Hvidovre - udspiller sig på godt og ondt. En alkoholiseret mor. En indvandrerdreng og de trængsler, det kan føre med sig. Endnu en Julie i en tilsyneladende umulig forelskelse. Kun sidstnævnte fragment om forelskelsen på tværs af to kulturer frembringer så voldsomme fordomme, at genkendelsen kan synes en anelse fjern. Både de professionelle skuespillere og musikere og stykkets i alt 45 aktører leverer imidlertid så mesterligt, at ¿Tanker i natten¿ så rigeligt efterlader et mærkbart indtryk. Det er naturligvis hjulpet godt på vej af komponisten bag stykkets musik, Turkman Souljah. Hans navn er ved en hver given lejlighed blevet knyttet sammen med en stor dansk rap-gruppe. Det er imidlertid ikke nødvendigt. Han kan jo helt indlysende sagtens stå alene, han behøver ingen støtte. Det viser kompositionerne bag Tanker i natten uden den mindste tvivl. Stykket vises i teatersalen på Langhøjskolen, og det spiller frem til den 28. november. Se det og gå derfra med hovedet fyldt med tanker i natten.

Publiceret 09 November 2010 09:00