Arabisk gulerodssuppe

Årstidens danske gulerødder er store og saftspændte lige nu. Og her i det kølige efterår er det sundt og godt med en dejlig varm suppe. Prøv for eksempel en arabisk inspireret gulerodssuppe med det skønne nødde- og kryddermiks dukkah. Der er knald på både farve og smag.

Af
(LNB)

Til fire personer skal der til selve suppen bruges: 1 liter vand, 1 kg. gulerødder, 1 løg, 1 kanelstang, 2 tsk korianderfrø, frisk eller tørret chili, ½ dl appelsinsaft, salt, peber, evt. sukker, 1 dl drænet yoghurt. Sådan laver du suppen: Skær gulerødder og løg i grove stykker. Sauter i olie med kanel og koriander. Hæld vand og chili ved og lad suppen simre i 45 minutter, til gulerødderne er helt møre. Fjern kanelstangen og blend suppen. Den skal være lidt tyk. Smag til med appelsinsaft, salt peber, sukker, chili og korianderfrø. Server med yoghurt og dukkah. Til dukkah`en skal du bruge: 1 spsk spidskommen, 2 spsk korianderfrø, 1 spsk kanel, 1 spsk sort peber, lidt salt, 2 spsk sesamfrø, 2 spsk hasselnødder samt mynte eller timian. Og dukkah`en laves sådan: Rist krydderierne på en tør pande. Rist nødderne i ovnen. Blend groft med krydderurter og salt. Opskriften er fra Aarstiderne.

Publiceret 09 November 2010 09:00