Der er basar i Strandmarkskirken på torsdag og fredag

Der er basar i Strandmarkskirken på torsdag og fredag

Søde nisser og masser af julepynt

Basar i Strandmarkskirken torsdag og fredag

Julenisser, loppefund, lotterier og hyggelig caféstemning - det er blevet tid til den traditionsrige basar i Strandmarkskirken. I to dage slår kirken dørene op til basaren, hvor man kan nyde en kop kaffe og kage i cafeen, gå på opdagelse i de mange salgs- og lotteriboder, eller måske finde noget spændende på loppemarkedet. Kirkens håndarbejdskreds har lavet masser af søde nisser, sjaler, julepynt mv., som bliver sat til salg, så der er god mulighed for at få indkøbt en fin lille kalendergave eller måske en tidlig julegave.

Børnene kan for 25,- kr. købe en børnebillet, og med den får de blandt andet mulighed for at lave en køleskabsmagnet, få en lille ansigtsmaling og gå på skattejagt. Kirkeklubben har lavet søde små engle som de sælger, og på den måde er kirkens børnegrupper også med til at gøre basaren ekstra hyggelig. Det er de frivillige der står bag basaren, og de har i løbet af efteråret brugt masser af tid på at stable et par gode basardage på benene. Overskuddet fra årets basar går til sognets menighedspleje og de frivillige grupper der er tilknyttet kirken. Basaren i Strandmarkskirken har åben torsdag den 11. november og fredag den 12. november, begge dage kl. 14.00 - 18.00.

Publiceret 09 November 2010 09:00