Peter Aalbæk alias Ålen er en alsidig herrer og slår gerne på tromme for sit foredrag i Roskilde tirsdag 16. november.

Peter Aalbæk alias Ålen er en alsidig herrer og slår gerne på tromme for sit foredrag i Roskilde tirsdag 16. november.

Der skal være rock’n roll over det

På besøg hos besøger Peter Aalbæk i Filmbyen som optakt til temadagen på Musicon tirsdag 16. november

Af
Jeppe Olsen

Det bliver snart Roskildes tur til at opleve Peter Aalbæk dele rundhåndet ud af sine visioner og provokationer. Dele ud af sine mentale spark i måsen, når han fra talerstolen giver den gas som oratorisk tændsats til gnist og gejst for det lokale erhvervsliv.
Den dynamiske Zentropa-direktør er indbudt til at tale om oplevelsesøkonomi i almindelighed plus at give sit syn på den potentielle treenighed: Oplevelsesøkonomi, Musicon og Roskilde.
Det sker tirsdag 16. oktober på netop Musicon under en storstilet temadag, hvor oplevelsesøkonomi belyses fra flere vinkler af mange talere. Erhvervsavisen tyvstarter allerede her på Peter Allbæks betragtninger.

Ålen på egen hjemmebane

Roskilde Avis har nemlig mødt Ålen på hans arbejdsplads i Filmbyen i Avedøre. På egen hjemmebane i hans virkeliggjorte drømmeunivers, hvor kreative og praktikere i forening støber fundamenterne under mange af disse års danske film.
- Når jeg skal tale Musicon og oplevelsesøkonomi i Roskilde, vil jeg lave en parallel til Filmbyen, starter han.
- Roskilde Avis: Det er vigtigt at placere oplevelsesøkonomien i et reservat som Filmbyen og Musicon?
- Vi tog et bevidst valg om at flytte herud til Avedøre. Vi måtte ud af København, hvor det ville sande til i designermøbler og cappucino-maskiner.
- Vi ville ikke ligne alle de andre, men ud og have plads til at lege. Det giver dynamik, og dynamik er godt for kreativiteten.
- Så kan der komme mere rock'n roll over det.

Den gensidige forståelse

- Og når kunsten og pengene lever sammen i det daglige, når man spiser frokost ved det samme bord, så forstår man hinanden.
- Så forstår kunstnerne, at tingene koster penge, og at pengene er begrænsede. Og økonomifolkene forstår, at det koster op til 50 millioner kroner at lave en spillefilm.
- Hvis man bor på afstand og ikke kender hinanden, så kommer fjendebilledet. Man bekriger hinanden. Det er usandsynligt svært at hade hinanden, hvis man bor sammen.
Roskild Avis: Hvad er vigtigst? Den gode idé eller evnen til at lukke øjnene for janteloven og tro på sig selv?
- Viljen og fliden er det vigtigste. Den der arbejder mest og sover mindst, kommer længst. Gør man det, vil man mærkeligt nok opleve, at idéerne kommer. Det kan godt være, at man går i gang med den bedste idé. Men hen ad vejen ser man den rigtig gode idé.
- Jeg har været roadie og stagemanager (scenemanager, red.) og slidt og slæbt før, under og efter koncerter og festivaler, og det var hårdt. Lige meget, hvad jeg er ude i her mange år efter, er det bare mindre hårdt. Hårdt er ikke en hindring for mig.

Dansk skinke i Argentina

Roskilde Avis: Hvor meget skal vi tro på oplevelsesøkonomien som det store dyr i åbenbaringen?
- De gamle erhverv bliver taget af banen af kineserne. Det sker ikke for film og så videre. Når en dansk film går godt i Argentina, er jeg sikker på, at det bliver meget nemmere at sælge nogle gode danske skinker derovre.
- Man skal huske på, at Danmark altså er sindsygt eksotisk for folk i Rio de Janeiro. Det danske landskab, sproget og historien. Du skal bare langt nok væk, så er det det, der er eksotisk.
Roskilde Avis: Giver det efter din opfattelse mening at satse på oplevelsesøkonomi i netop Roskilde?
- Ja, det gør det. Ikke kun fordi, man i festivalen har det store og lysende eksempel på at gå andre veje. I en storby drukner identiteten. Den er svær at skabe.
- Men festivalen viser vejen og at det kan lade sig gøre uden store flotte bygninger, men bare ved at slå et telt op. Men festivalen er skoleeksemplet på noget kulturelt, der tjener penge. Mener Peter Aalbæk.

Publiceret 10 November 2010 10:45